Sjællandske Medier henter tidligere Aller-chef ind som ny chefredaktør

Tidligere chefredaktør for Familie Journal bliver ny journalistisk chefredaktør for Sjællandske Mediers tre regionale dagblade.
Foto: Aller Media/PR
Foto: Aller Media/PR

Søren Johannesen tiltræder 1. juli en nyoprettet stilling som journalistisk chefredaktør for Sjællandske Mediers tre dagblade - Dagbladet, Nordvestnyt og Sjællandske, oplyser mediehuset i en pressemeddelelse.

Søren Johannesen har i 12 år - frem til 2020 - haft sin gang i Aller-koncernen, hvor han først var redaktionschef og siden ansv. chefredaktør for Familie Journal.

Senest kommer han fra en stilling i Dansk Folkepartis presseafdeling på Christiansborg, hvor han bl.a. har været redaktør for Dansk Folkeblad.

Skal bidrage til forandringer

Ansættelsen i Sjællandske Medier sker bl.a. som følge af en ambition hos mediehuset om at supplere den nære, lokale tilstedeværelse med en stærkere og tværgående dækning og debat.

"Vi er overbeviste om, at Søren Johannesen, der som redaktionschef og chefredaktør har været med til at gennemføre og forankre flere redaktionelle omstillingsprocesser hos Aller, er den rette mand til at bidrage til forandringer i vores hus. Det gælder såvel i det journalistiske indhold, som i forhold til at vi snart lancerer en ny version af sn.dk og har store ambitioner for også den digitale formidling," siger Bente Johannessen.

Søren Johannesen kommer til at indgå i Sjællandske Mediers chefredaktion.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også