Forsikringsdirektør overtager toppost hos Newsec

Efter syv år i forsikringsbranchen er Kim Andersen udnævnt som ny adm. direktør for Newsec Property Asset Management Denmark, hvor han afløser Thomas Kempf.
Newsecs nye direktør Kim Andersen er "imponeret over den udvikling ejendomsbranchen gennemgår i disse år i forhold til internationalisering og digitalisering" | Foto: PR / Newsec
Newsecs nye direktør Kim Andersen er "imponeret over den udvikling ejendomsbranchen gennemgår i disse år i forhold til internationalisering og digitalisering" | Foto: PR / Newsec

38-årige Kim Andersen bliver fra og med september ny adm. direktør for Newsec Property Asset Management Denmark. Det skriver ejendomsforvalteren i en pressemeddelelse.

Newsecs fremtidige topchef kommer fra en direktørstilling med ansvar for salg hos If Skadesforsikring og afløser dermed officielt Thomas Kempf, der i maj vendte tilbage til servicebranchen som adm. direktør i Forenede Service.

"Jeg er rigtig glad for, at vi har fundet en empatisk og entreprenant leder til Newsec, der har bevist, at han kan opnå resultater med udgangspunkt i motiverede og glade medarbejdere," siger Björn Lindeborg, chef for Newsec Property Asset Management i Norden, i meddelelsen.

"Kim har omkring tyve års erfaring med samarbejde i nordiske virksomheder og en stærk track-record, når det gælder transformation af forretningsområder og organisationer. Samtidig kommer han fra en branche, der også lever af langvarige kunderelationer og værdiskabelse."

Selv erklærer Kim Andersen sig "imponeret over den udvikling ejendomsbranchen gennemgår i disse år i forhold til internationalisering og digitalisering."

"Newsec er en spændende virksomhed med fokus på medarbejdere og kultur og med et stærkt kundetilbud qua bredden i ydelserne og den solide markedsposition," lyder det fra den kommende Newsec-direktør.

I selskabet, der tidligere hed Datea under Dades' ejerskab, får Kim Andersen ansvaret for 575 medarbejdere på dansk jord og bliver samtidig del af Newsecs nordiske bestyrelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også