Jysk Fynske Medier henter tidligere ledende redaktør på Jyllands-Posten

Tidligere medlem af bladledelsen på Jyllands-Posten rykker til Jysk Fynske Mediers fællesudgave, Avisen Danmark, hvor hun bliver en del af ledelsen som ny redaktionschef.
Foto: Screenshot
Foto: Screenshot

Avisen Danmark, der udgives af Jysk Fynske Medier, opruster den redaktionelle ledelse med ansættelsen af Christina Agger som ny redaktionschef. Det skriver avisen i en pressemeddelelse.

"Christina Agger er et lysende talent indenfor redaktionel ledelse og kommer til at spille en central rolle i de fornyelser, Avisen Danmark står overfor. Vi har på fire år etableret os med både printavis, podcast, nyhedsbrev og nyhedssite. Nu skal vi demonstrere den gennemslagskraft, det giver at nå ud til 500.000 læsere hver uge. Og her kommer Christina Agger med den helt rigtige erfaring," siger Avisens Danmarks chefredaktør, Peter Rasmussen, i meddelelsen.

Avisen Danmark udkommer som daglig sektion sammen med de 14 dagbladstitler under Jysk Fynske Medier og har fokus på det landsdækkende stof. Opgaven bliver bl.a. at styrke og understøtte den digitale og journalistiske udvikling.

"Avisen Danmark har store ambitioner om at udvikle journalistikken, så den bliver endnu mere dagsordensættende og relevant. Samtidig er der fuldt tryk på den digitale omstilling, hvor medieforbrugerne skal nås på nye og innovative måder," udtaler Christina Agger.

Christina Agger forlod efter godt 10 år Jyllands-Posten i begyndelsen af året, hvor hun senest var ledende redaktør og medlem af bladledelsen. Hun har tidligere erfaring fra bl.a. DR, Kristeligt Dagblad og Horsens Folkeblad.

Hun tiltræder sin nye stilling d. 16. august.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også