Jyske Bank-topchef: Vi vidste at tilsynet ikke kunne godkende Lars Mørch

Jyske Bank har i måneder vidst, at tidligere direktør i Danske Bank Lars Mørch ikke ville blive fit & proper-godkendt af tilsynet. Det skriver Jyske Banks topchef, Anders Dam, på Twitter.
Anders Dam ansatte Lars Mørch velvidende, at Finanstilsynet ikke ville godkende ham som medlem af topledelsen. | Foto: Jyske Bank / Pr
Anders Dam ansatte Lars Mørch velvidende, at Finanstilsynet ikke ville godkende ham som medlem af topledelsen. | Foto: Jyske Bank / Pr

I et tweet torsdag eftermiddag har ordførende direktør i Jyske Bank, Anders Dam, kastet et noget overraskende nyt lys over afvisningen af fit & proper-godkendelsen af Lars Mørch.

Ifølge Anders Dam har banken længe vidst, at Lars Mørch, der er tidligere direktør i Danske Bank med ansvar for bl.a. den hvidvaskende filial i Estland, ikke ville kunne blive godkendt af Finanstilsynet.

"Blot for at rydde enhver misforståelse af vejen, så har vi i et par måneder vidst,at Finanstilsynets ikke her og nu kunne godkende Lars Mørch. Alligevel har vi valgt at ansætte ham fra 01.08.21, fordi han er meget dygtig og passer til os," skriver Anders Dam på Twitter.

Kontroversiel afvisning af kontroversiel ansættelse

Jyske Bank-direktørens tweet var en kommentar til podcasten Bundlinjens program torsdag, hvor tilsynets højest overraskende afvisning af Lars Mørchs fit & proper-godkendelse blev diskuteret.

Lars Mørch, der tidligere har været direktør i Danske Bank, var et kontroversielt valg for Jyske Bank på grund af hans fortid og forbindelse til den meget omtalte hvidvasksag.

Et af de spørgsmål, der blev diskuteret i podcasten, var, hvorfor man i Jyske Bank ikke havde spurgt Finanstilsynet på forhånd, om der kunne blive et problem med ansættelsen af Lars Mørch som direktør.

Kommunikationsrådgiveren Anders Heide Mortensen udtaler i podcasten:

"Det er en Anders Dam classic. Han spørger ikke, før han går ud i trafikken og finder ud af, om der er grønt eller rødt lys. Men her fik han altså boksehandsken lige i nakken," siger han.

Det var øjensynligt den kommentar eller i hvert fald denne del af debatten, Anders Dam kommenterede på Twitter i går.

At Jyske Bank vidste det på forhånd, er overraskende, og det rejser en række nye spørgsmål. Ikke mindst, hvad Jyske Bank nu venter på, siden man har valgt at ansætte Lars Mørch alligevel.

Meldingen fra Jyske Bank er, at man på nuværende tidspunkt ikke ønsker at kommentere sagen yderligere.

Bankforsker kalder afvisning af Jyske Bank-kronprins for "meget vidtgående"  

Kronprins' direktørdrøm ikke helt slukket 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også