Costume får ny chefredaktør - skal udvide det digitale spor

Modemagasinet har hevet en forfatter med bestsellere i bagkataloget og international efaring ind som ny chefredaktør.
Foto: PR / Bonnier Publications
Foto: PR / Bonnier Publications

Costume har fundet en afløser til chefredaktør Rikke Amtorp Christensen, der i midten af oktober meldte sin afgang. Modemagasinets nye chefredaktør bliver forfatter og modeskribent Dorothea Gundtoft, der tiltræder 15. november.

Det skriver Bonnier Publications, som Costume er en del af, i en pressemeddelelse.

Magasinets nye frontfigur skal bygge videre på Costumes digitale tilstedeværelse og udvikle nye koncepter til podcast, nyhedsbreve og sociale medier, fremgår det.

"Costume skal være et relevant pejlemærke for moderne, bevidste kvinder og kulturforbrugere, og for dem er mobiler og tablets omdrejningspunkt i de daglige medievaner. Derfor har vi fuldt fokus på at række bredere ud og skabe engagement som digitalt medie,” siger Dorothea Gundtoft i meddelelsen.

Med sig bringer Dorothea Gundtoft flerårig erfaring som journalist og stylist på internationale modemagasiner som Vogue og Dazed & Confused. Hun har også i en kortere overgang i 2015-2016 siddet i chefredaktørstolen på den digitale arkitekt- og indretningsplatform Houzz' danske afdeling. Tilbage i 2008 var hun moderedaktør på magasinet Cover.

Hun har desuden skrevet en række bøger om mode og kultur, bl.a. "New Nordic Design", som blev udgivet i 2015 og er oversat til flere sprog.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også