Børsnoteret industrikoncern får ny formand efter 32 år

Jørn Ankær Thomsen stopper som formand for det aarhusianske industrikonglomerat Schouw & Co. ved næste generalforsamling til foråret og afløses af næstformanden. Han vil på det tidspunkt have været formand for det børsnoterede selskab i 32 år og medlem af bestyrelsen i 40 år.
af marketwire og Energiwatch

Schouw & Co.'s nuværende bestyrelsesformand, advokaten Jørn Ankær Thomsen, vil ikke genopstille til posten ved generalforsamlingen i april 2022. I stedet vil posten bliver overtaget af nuværende viceformand Jørgen Wisborg.

Det oplyste Schouw & Co. i en børsmeddelelse torsdag.

76-årige Jørn Ankær Thomsen, der er associeret partner i advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, har været bestyrelsesmedlem i Schouw & Co. siden 1982 og formand siden 1990.

Den nye formand, Jørgen Wisborg, har i mange år været direktør for benzinselskabet OK, men fratræder denne post til foråret for at hellige sig en bestyrelseskarriere. Foruden at have været medlem af Schouw & Co's bestyrelse siden 2009 sidder den 59-årige erhvervsøkonom som formand i især en række af OK's datterselskaber som Kamstrup, Samfinans og Danoil.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også