Landbrug & Fødevarer får ny sektordirektør

Organisationen Landbrug & Fødevarer får ny direktør for sektoren for planteproduktion. Han kommer fra en stilling som afdelingschef i rådgivervirksomheden Sagro.
Foto: Mik Eskestad
Foto: Mik Eskestad
AF MARIA OIEN

Hans Jeppe Andersen er ny sektordirektør for Landbrug & Fødevarers sektor for planteproduktion. Det oplyser brancheorganisationen i en pressemeddelelse.

Torben Hansen, der er formand for sektor for planteproduktion, glæder sig til at få den nye direktør ombord.

”Han har været tæt på landmanden igennem hele sin karriere, både som driftsøkonomirådgiver, som en del af den finansielle verden og som leder for planter og miljø. Hans faglige ballast er stær,” siger han.

Hans Jeppe Andersen kommer fra en stilling som afdelingschef for planter og miljø i rådgivningsvirksomheden Sagro og har tidligere blandt andet arbejdet som landsbrugskundechef i Nykredit Realkredit.

Foto: LF/PR
Foto: LF/PR

Tættere på virksomhederne

Selv ser han frem til at arbejde sammen med planteproducenterne og sikre rammer og vilkår for at planteproduktionen fortsætter med at være bæredygtig, fortæller han.

”Vi står med en meget vigtig opgave med den grønne omstilling og klimadagsordenen, som plantesektoren skal levere på, men som også rummer store muligheder,” siger den nye direktør i pressemeddelelsen, og fortsætter:

”For at kunne gribe de muligheder og omsætte dem til vækst er det nødvendigt med dialog og samarbejde for eksempel med de virksomheder, som aftager, forarbejder og sælger vores produkter, ligesom det er vigtigt med et samarbejde med blandt andre forskere og rådgivere,” siger Hans Jeppe Andersen.

Formand Torben Hansen ser ligeledes udfordringer i plantesektoren i fremtiden og vigtigheden af et tæt samarbejde, og derfor udvides bestyrelsen, fortæller han.

”Vi har et ønske om et tættere samarbejde med virksomhederne om at skabe merværdi for erhvervet. Derfor udvider vi nu sektorbestyrelsen med fire virksomhedsmedlemmer, så vi sammen kan skabe gode muligheder for danske planteproducenter,” siger Torben Hansen.

Hans Jeppe Andersen tiltræder, efter den tidligere direktør Troels Toft døde i efteråret 2021.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også