Lundbeck-chefen overhaler Novo-chefens lønniveau

Førstepladsen er skiftet ud på listen over, hvilke af de store C25-virksomheders topchefer der tjener mest. Lars Fruergaard Jørgensen fra Novo Nordisk må nu se sig overhalet af Deborah Dunsire, der modtog over 60 mio. kr. i årsløn fra Lundbeck sidste år.
Foto: Gregers Tycho/ERH
Foto: Gregers Tycho/ERH

Lars Fruergaard Jørgensen fra Novo Nordisk er væltet af tronen på listen over de bedst aflønnede C25-topchefer, efter adm. direktør hos Lundbeck Deborah Dunsire modtog 60,8 mio. kr. for sit arbejde sidste år, mens Novo-topchefen modtog en samlet lønpakke på 58,3 mio. kr.

Det skriver Børsen, som har gennemgået vederlagsrapporterne for de store børsnoterede selskaber i C25-indekset, der indtil videre har aflagt årsrapport for 2021, og på den måde lavet en rangliste over topchefernes lønniveau.

Deborah Dunsires lønpakke i 2021 er skudt i vejret med hele 102 pct., hvilket skyldes en særlig beskatningsaftale, som hun lavede med Lundbeck, da hun blev hentet til selskabet i 2018. Lundbeck-topchefen bliver derfor kompenseret, fordi hendes formue også bliver beskattet i Danmark, og renser man beregningen for denne skatteeffekt, modtog Deborah Dunsire 26,5 mio. kr., hvilket ville placere hende lige uden for top-5 på listen.

Længere nede af listen over forgyldte topchefer finder man Kristian Villumsen fra Coloplast på 11. pladsen med en årsløn på 21,7 mio. kr. samt Søren Nielsen og Gitte Aabo fra høregiganterne Demant og GN Hearing på en henholdsvis 16. og 17. plads med omkring 15 mio. kr. i hver lønpose.

Juan Jose Gonzalez har som adm. direktør i Ambu oplevet noget af en tilbagegang i bonusudbetalingerne efter et år med skuffende resultater, og hans løn er derfor reduceret til 10,1 mio. kr. fra 28,6 mio. kr. året forinden, hvilket lander ham på listens 19. plads.

Både Bavarian Nordic og Genmab mangler endnu at aflægge regnskaber.

Demant-topchef øger lønnen med en halv million i rekordår

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også