Bo Foged stopper som direktør i ATP

Et af Europas største pensionsselskaber skal have ny adm. direktør. Ifølge en meddelelse har nuværende direktør Bo Foged valgt at opsige sin stilling efter mere end syv år hos ATP. (Opdateret)
Bo Foged stopper som adm. direktør i ATP. | Foto: Liv Møller Kastrup/ERH
Bo Foged stopper som adm. direktør i ATP. | Foto: Liv Møller Kastrup/ERH
af Jesper Elkjær Jensen

ATP’s adm. direktør, Bo Foged, har opsagt sin stilling. Det oplyser pensionsselskabet, der er et af Europas største, i en pressemeddelelse. Her fremgår det også, at ATP’s bestyrelse har igangsat en rekrutteringsproces for at finde Bo Fogeds afløser.

”Det har været en utrolig svær beslutning at sige farvel til ATP, som er en enestående institution. Jeg kommer til at savne de mange interessenter og den helt særlige ånd, der trives her. Jeg er ikke i tvivl om, at medarbejderne i ATP har en særlig bevidsthed om det samfundsansvar, vi bærer og løfter i ATP. Og som gør folk i stand til at skabe nogle helt unikke resultater,” siger den afgående direktør i meddelelsen.

Bo Foged tager afsked med ATP efter mere end syv år.

Han kom til ATP 1. januar 2015 som drifts- og finansdiretkør og blev knap fire år senere udpeget som konstitueret direktør, efter Christian Hyldahl opsagde stillingen efter kritik af hans rolle i en sag om udbytteskat.

Siden juni 2019 har positionen som adm. direktør officielt været Bo Fogeds - og vil være det lidt endnu i hvert fald.

Ifølge meddelelsen fratræder Bo Foged senest til sommer, hvor han i stedet tiltræder en stilling som partner hos investeringsselskabet Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), der bl.a. har ATP i investorkredsen, og som har fokus på infrastrukturinvesteringer i vedvarende energi.

”ATP er godt rustet til fremtiden, og der er masser af stærke og kompetente folk i ATP til at varetage medlemmernes og velfærdsdanmarks interesser,” siger Bo Foged og henviser bl.a. til pensionsselskabets seneste resultater, herunder ”en historisk opskrivning af pensionerne” og en retning for ATP’s klimaambitioner, hvor selskabet går efter at nå 100 mia. kr. i grønne investeringer i 2025.

Bestyrelsesformand i ATP, Torben M. Andersen, takker i meddelelsen den afgående direktør for sin ”store indsats.”

”Bo har været eminent til at stå i spidsen for den store forandringsproces, ATP gennemgår. Der er sat en klar strategisk retning, hvor resultaterne har været blandt de bedste i ATP’s historie, samtidig med at ATP tydeligt løfter sit samfundsansvar. Det er et samlet og et stærkere ATP, Bo nu overlader til sin efterfølger,” siger han.

ATP landede investeringsafkast på 50 milliarder

ATP stiller nyt klimakrav til virksomheder

ATP lukker inflationsgab med rekordhøj forhøjelse af danskernes pensioner

ATP gør klar til at investere 200 milliarder i klimaet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også