Colliers hiver direktør ind fra bankverdenen

Erhvervsmægleren Colliers udpeger sin kommende direktør for den 18 mand store Aarhus-afdeling, og det er en herre med adskillige års erfaring fra den finansielle sektor.
Mehrdad Mangaard Sarraf begynder 1. maj i sin nye stilling som Colliers-direktør i Aarhus. | Foto: PR
Mehrdad Mangaard Sarraf begynder 1. maj i sin nye stilling som Colliers-direktør i Aarhus. | Foto: PR

Mehrdad Mangaard Sarraf er navnet på den kommende direktør for Colliers’ aarhusianske afdeling. Det oplyser erhvervsmægleren i en pressemeddelelse.

Den nye direktør, der tiltræder 1. maj, får ansvaret for 18 medarbejdere, der til daglig rådgiver investorer og virksomheder inden for salg og udlejning af erhvervsejendomme i det østjyske.

35-årige Mehrdad Mangaard Sarraf har senest haft titel af storkundechef hos Nykredit i det samme geografiske område, og ifølge adm. direktør Carsten Gørtz Petersen er der tale om ”en fagligt dygtig, professionel og meget kundeorienteret person med et stort netværk i Aarhus.”

”Mehrdads store engagement og solide faglige fundament i ejendomsbranchen er nogle af årsagerne til, at han er den rigtige til at lede Colliers Aarhus”, lyder det fra Carsten Gørtz Petersen i meddelelsen.

Den nye Colliers-direktør er desuden medstifter af det såkaldte Aarhus Real Estate Network bestående af over 100 virksomheder med fast ejendom i Aarhus som fagområde.

”Jeg glæder mig til, at jeg får mulighed for at dykke dybere ned i det kommercielle ejendomsmarked ved at komme tidligere ind i processen omkring ejendomshandlerne,” fortæller hovedpersonen, Mehrdad Mangaard Sarraf, selv.

”Derudover håber jeg, at jeg med min finansielle baggrund og mit netværk kan bidrage positivt til at få salg og finansiering til at mødes.”

Udover Nykredit kommer Mehrdad Mangaard Sarraf med erfaring fra bl.a. Danske Bank og Handelsbanken.

Erhvervsmægleren Colliers udvider Aarhus-afdeling: Forventer 30 pct vækst

Colliers formidler seks Aarhus-ejendomme i trecifret millionhandel

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også