LB Forsikrings direktør skifter til Alm. Brand

Efter godt 20 år siger Anne Mette Toftegaard farvel til LB Forsikring og rykker i stedet til Alm. Brand, hvor hun bliver viceadm. direktør.
Anne Mette Toftegaard tiltræder hos Alm. Brand 1. oktober. | Foto: PR/LB Forsikring
Anne Mette Toftegaard tiltræder hos Alm. Brand 1. oktober. | Foto: PR/LB Forsikring

Direktionen hos Alm. Brand får 1. oktober tilgang af Anne Mette Toftegaard, der de seneste otte år har været direktør for LB Forsikring. Det skriver Alm. Brand i en børsmeddelelse.

Anne Mette Toftegaard får titel af viceadm. direktør og vil udgøre Alm. Brands direktion sammen med adm. direktør Rasmus Werner Nielsen.

”Jeg glæder mig meget over, at Anne Mette Toftegaard bliver en del af vores koncern. Hun kommer til Alm. Brand med mere end 20 års erfaring indenfor forsikring, et meget stærkt bæredygtighedsfokus og markante visioner og resultater indenfor kundetilfredshed og -loyalitet, forebyggelse og ledelse,” siger Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen, bestyrelsesformand for Alm. Brand, i meddelelsen.

Med skiftet til Alm. Brand vinker Anne Mette Toftegaard farvel til LB Forsikring, hvor hun har været ansat siden 2000 – de seneste otte år som direktør.

”Forsikring er gennem århundreder funderet i fællesskab og i at tage fælles ansvar, men er samtidig i en rivende udvikling, hvor forebyggelse og forhindring af skader kommer til at spille en afgørende rolle. Jeg glæder mig til sammen med Rasmus, den øvrige koncernledelse og de mange dygtige, nye, kolleger at være med til skabe de oplevelser, kunderne forventer af os i fremtiden,” siger hun i Alm. Brands børsmeddelelse.

LB Forsikring konstituerer ny adm. direktør

Hos LB Forsikring bliver Jan Kamp Justesen, der i dag er chief value officer, konstitueret på posten som adm. direktør. Han vil udgøre direktionen sammen med kommerciel direktør Steen Holse Andersen.

”Det er en enig bestyrelse, som har peget på Jan som CEO i den kommende periode. Vi er meget glade for, at vi kan fortsætte LB’s stærke udvikling med Jan ved roret. Jan har været en del af direktionen siden 2014 - først som CFO og siden som CVO. Han har stor erfaring og stærke lederegenskaber og vil i de næste måneder være en klar garant for, at LB fortsat er et selskab, hvor medlemmerne kommer først,” siger Lars Busk Hansen, bestyrelsesformand for LB Forsikring, i pressemeddelelsen.

Anne Mette Toftegaard takker i meddelelsen for tiden hos LB Forsikring, som har været ”en kæmpe del” af hendes liv.

”For mig er det en vemodig dag, når jeg siger farvel til LB Forsikring og ikke mindst alle de gode kollegaer og samarbejdspartnere. Jeg vil gerne sige tak til hver og en for at have gjort mit arbejdsliv i LB til noget helt særligt,” siger hun i meddelelsen.

LB Forsikring oplyser til FinansWatch, at selskabet for nuværende ikke har yderligere kommentarer til Anne Mette Toftegaards afsked, end selskabet giver i pressemeddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også