
En stigende produktion i den danske medicinalsektor har i august været med til at løfte den samlede industriproduktion i Danmark.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Samlet har den danske industri løftet sin produktion med 5,9 procent i august. Det skyldes især en isoleret stigning i medicinalindustrien på 19,5 procent.
Væksten hos de danske medicinalselskaber kommer, efter at deres produktion i juli faldt med små 25 procent.
Ifølge Niklas Praefke, der er cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation, skal man passe på med at tolke for meget på medicinalproduktionen fra måned til måned. Den lever nemlig i høj grad sit eget liv.
"Produktionen i medicinalindustrien er præget af få, store virksomheder, så de kraftige fald og stigninger kan være trukket af en enkelt virksomhed," siger Niklas Praefke i en skriftlig kommentar.
Blandt nogle af de største medicinalselskaber herhjemme kan blandt andet nævnes Novo Nordisk og Lundbeck. Foruden at være nogle af de største medicinalselskaber er de også blandt de største selskaber i det hele taget.
Fjerner man medicinalindustrien fra den samlede industriproduktion i august, har der stadig været en vækst. Stigningen lyder i det tilfælde på 2,5 procent.
Niklas Praefke bemærker dog, at industriproduktionen fortsat er et godt stykke fra tiden før coronakrisen.
I august har den samlede produktion - eksklusive medicinalindustrien - ligget 3,6 procent lavere end i februar.
"Krisen har altså ikke sluppet sit tag i dansk industri endnu. Men generelt har dansk industri har klaret sig godt gennem krisen sammenlignet med andre lande. Det skyldes ikke mindst den danske medicinindustri, der er mindre følsom over for udsving i de globale konjunkturer," siger Niklas Praefke.