Nye restriktioner forhindrer FLSmidth i at nå salgsmål

FLSmidth har normalt den stærkeste salgsperiode lige op til jul. Men med nye corona-restriktionerne vil omsætningen ikke nå de normale højder, erkender topchefen. Derfor kapper cement- og mineudstyrs-koncernen toppen af forventningerne til 2020.
Topchefen i FLSmidth, Thomas Schulz, forudser hurtigere genopretning i mineindustrien end i cementindustrien. | Foto: Stine Bidstrup/ERH
Topchefen i FLSmidth, Thomas Schulz, forudser hurtigere genopretning i mineindustrien end i cementindustrien. | Foto: Stine Bidstrup/ERH
AF RITZAU FINANS

Corona-pandemien er tilbage med fuld styrke, og det slår i nogen grad benene væk under forventningerne hos den danske koncern FLSmitdth, som er storleverandør af udstyr til cementindustri og mineindustri.

"Vi har fået større klarhed for, at smitten er tilbage, og spørgsmålet er, hvilken effekt, det vil få. Men den lave sigtbarhed har vi allerede påtalt i regnskabet for andet kvartal," siger topchefen i FLSmidth, Thomas Schulz, i forbindelse med offentliggørelsen af koncernens regnskab for tredje kvartal tirsdag morgen.

Her nedpræciserer FLSmidth sine forventninger til omsætningen i 2020 til 16 mia. kr. fra 15,5-17 mia. kr., og driftsmarginalen på EBITA-niveau ventes nu på 4,5-5,0 pct. mod tidligere 4,5-6,0 pct.

"Vi har sædvanligvis den stærkeste periode i sidste halvdel af november og december - vi kalder det year end rally - men vi så i marts og i juni, at restriktioner ikke hjælper os til at generere omsætning. Så hvis der kommer flere restriktioner - sådan som det er annonceret mange steder i verden, så ved vi, at omsæltningen ikke når de normale højder i fjerde kvartal," erkender Thomas Schulz.

Mineindustri vil hurtigt rette op

Men der er lys i det fjerne, mener koncernchefen.

"Det, vi ser i vores pipeline, i udtalelser, i aktivitetsniveau og i den finansielle tilstand i mineindustrien, det er, at der her vil ske en genopretning på kort sigt. Råvarepriserne er rigtigt pæne, de tjener en masse cashflow og de producerer meget. Det er en god industri," mener Thomas Schulz.

For FLSmidth er "kort sigt" en periode på et til to år, mens mellemlangt sigt rækker tre-fire år ud i fremtiden, og det er perspektivet for genopretning inden for cement-industrien.

"Det vil tage et par år, inden vise ser en vending, og vi ved, at det vil tage noget tid, inden højere aktivitet inden for cement vil kunne ses i vores ordrebøger," bemærker Thomas Schulz.

Lysere sider af pandemien

Mens fornyet udbredelse af corona-virus belaster forretningen generelt i FLSmidth, er der også lidt lysere konsekvenser af pandemien og de restriktioner, den trækker med sig.

"Vi yder mere fjernstyring af cementfabrikker end nogensinde før. Vi kobler os på kundernes it-systemer og hjælper dem med driften uden at sende folk ud til dem, og vi tror ikke, at det vil ændre sig," siger Thomas Schulz.

Også inden for bæredygtighed - som er et satsningsområde for FLSmidth - har pandemien en indirekte positiv bieffekt for ingeniørkoncernen.

"Her har udviklingen været markant hastigere i de sidste tre til seks måneder, end vi har set tidligere," påpeger topchefen.

Det har umiddelbart ikke noget at gøre med Covid-19. Men pandemien bidrager indirekte.

"For folk bekymrer sig om det miljø, de lever i. Der er byer uden for Europa, hvor de for første gang ser blå himmel, og det vil de også gerne kunne efter corona-krisen," forklarer han.

"Så presset for miljøregulering vil blive tårnhøjt, og det er godt for os. Men det vil ikke manifestere sig inden for det første et til to år," erkender topchefen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også