DSB mistede mere end hver tredje passager sidste år

Corona kostede DSB 1,5 mia. kr. i tabte indtægter i 2020. Efter kompensation fra staten er underskuddet opgjort til 104 mio. kr., viser årsregnskabet.
Mundbind, afstand og langt færre passagerer var virkeligheden for DSVi 2020. | Foto: Emil Agerskov
Mundbind, afstand og langt færre passagerer var virkeligheden for DSVi 2020. | Foto: Emil Agerskov
af ritzau

Antallet af rejsende passagerer har sidste år været markant faldende for DSB, der er voldsomt påvirket af udbruddet af coronavirus.

Passagerfaldet har også stor indflydelse på det årsregnskab, som DSB torsdag har offentliggjort.

Ifølge regnskabet har DSB sidste år haft 120,1 millioner rejser. Det er et fald på 36 procent - altså mere end en tredjedel - i forhold til tallet i 2019.

Det faldende antal rejser skal ses i lyset af coronavirusset.

På grund af virusset har myndighederne indført restriktioner og anbefalinger, der har skullet mindske smittespredningen, men som samtidig har fået færre til at rejse med den kollektive trafik.

"Det har naturligvis påvirket både rejsetal og passageromsætning markant i negativ retning," skriver DSB i en pressemeddelelse.

Sidste år er passageromsætningen - de penge DSB henter fra rejsende - faldet med 34 procent til 3,6 milliarder kroner.

Den faldende passageromsætning har medvirket til et underskud på 104 millioner kroner.

Det var markant bedre end året før, hvor underskuddet lød på 1,6 milliarder kroner. Det var til gengæld påvirket af store nedskrivninger på togmateriel.

Kompensation fra staten

Sidste års underskud har været understøttet af stor kompensation fra staten, der har kompenseret for det store tab i DSB's passageromsætning.

Fra 11. marts til 31. december sidste år vurderes coronavirusset alene at have betydet et tab for DSB på cirka 1,5 milliarder kroner.

Af de penge har DSB foreløbigt modtaget kompensation for perioden frem til og med august. Den kompensation lyder på 914 millioner kroner.

Den resterende kompensation, der er opgjort til 600 millioner kroner, afventer DSB fortsat at få udbetalt. Udbetalingen er betinget af en EU-godkendelse.

For 2021 forventer DSB, at coronavirusset og de indførte restriktioner og anbefalinger også vil påvirke antallet af rejsende og økonomien markant negativt.

"DSB har med Transportministeriet udformet et grundlag for, hvorledes det kan være muligt, at DSB også for 2021 kan kompenseres for tab, der kan henføres til covid-19," står der i pressemeddelelsen.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også