
Servicekoncernen ISS har været hårdt ramt af coronaudbruddet og nedlukningerne verden over og fik i 2020 et stort underskud.
ISS, der har hovedsæde og er børsnoteret i Danmark, kommer ud af året med et minus på 5,2 mia. kr. Det viser selskabets årsregnskab.
Det store underskud skal blandt andet ses i sammenhæng med coronaudbruddet og er et markant fald i forhold til 2019, hvor ISS havde et overskud på 1,4 mia. kr.
ISS arbejder med rengøring, kantinedrift, og ejendomsservice for virksomheder verden over og har derfor været ramt af coronavirusset - blandt andet på grund af meget hjemmearbejde hos virksomhederne.
"2020 var et år, som ikke bliver glemt. Den globale pandemi udfordrede ISS, økonomier og virksomheder i hele verden," siger adm. direktør Jacob Aarup-Andersen i en kommentar til regnskabet.
Stor hensættelse
Det markante tab skyldes også en stor hensættelse foretaget tidligere i år. ISS hensatte 3,5 milliarder kroner - blandt andet til tab på en stor kontrakt i Danmark.
ISS skriver i regnskabet, at der er stor usikkerhed om resultaterne for 2021, da coronaudbruddet fortsat giver nedlukninger i store dele af verden. ISS forventer dog at have en lille vækst i salget i 2021.
ISS er målt på omsætning i top ti over landets største virksomheder.
Målt på antallet af ansatte, er ISS med knap 400.000 ansatte den største danske virksomhed.
Læs mere her:
ISS udskyder udbytte de næste to år
ISS og Forsvaret forhandler om at afslutte omstridt milliardkontrakt