Corona sender Sydbanks 2020-overskud lidt ned

Sydbank udbetaler udbytte til aktionærerne efter et 2020, der gav et lille fald i overskuddet efter skat på seks procent.
Adm. direktør Karen Frøsig, Sydbank. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard
Adm. direktør Karen Frøsig, Sydbank. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard
af ritzau

Coronaudbruddet har i 2020 betydet en mindre tilbagegang i overskuddet for Sydbank, der har nedskrevet mere på udlån end normalt.

Landets fjerdestørste bank kommer således ud af 2020 med et overskud på 799 millioner kroner. Det er et lille fald fra 853 millioner året før.

Årsagen til den mindre tilbagegang er nedskrivninger på udlån, som kan relateres til corona. Det viser bankens årsregnskab, der er offentliggjort tirsdag.

Inden coronaudbruddet for alvor ramte Danmark og førte til den første nedlukning i marts 2020, ventede Sydbank et overskud på 700-1000 millioner kroner for året.

Banken har dermed ramt den målsætning på trods af coronasituationen.

Administrerende direktør Karen Frøsig er tilfreds med resultatet i 2020.

"Det er glædeligt at se, at Sydbanks kunder indtil videre er kommet godt igennem covid-19-krisen. Coronasituationen har betydet en omvæltning for alle. Medarbejderne har i den forbindelse udvist stor fleksibilitet og evnet at rådgive kunderne i en vanskelig tid," siger hun i forbindelse med regnskabet.

Nye kunder fra opkæbt bank

Sydbank købte i slutningen af sidste år Alm. Brand Bank i en handel til 1,8 milliarder kroner.

Med handlen fik Sydbank omkring 55.000 nye kunder i folden og har dermed styrket sin position blandt de danske banker.

Sydbank er i kategorien over landets vigtigste banker i Danmark, som er udpeget som systemisk vigtige finansielle institutter - kaldet Sifi.

Det er banker eller realkreditinstitutter, der har en størrelse, som vurderes at kunne skabe problemer for dansk økonomi som helhed, hvis deres fundament begynder at skride.

Ud over Sydbank er det Danske Bank, Nykredit Realkredit, Nordea Kredit, Jyske Bank, Spar Nord og DLR Kredit.

Betaler udbytte

På bagkant af regnskabet for 2020 har Sydbank besluttet at sende 239 millioner kroner tilbage til aktionærerne i udbytte.

I starten af 2020 blev de danske banker opfordret til at holde igen med at betale udbytte til aktionærerne og i stedet polstre sig med pengene.

Det var både Finanstilsynet, Nationalbanken og regeringen, der kom med den udmelding.

I december lød det dog fra Finanstilsynet, at de danske banker kan udbetale udbytte, hvis det "sker under ekstrem forsigtighed, og hvis virksomheden er velkapitaliseret".

Læs mere her:

Mink kan give stor tilbageførsel for Sydbank

Lokale kræfter bryder trenden i Sydbank og åbner nye filialer 

Sydbanks direktør ser mere positivt på Alm. Brand Bank-effekter 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også