
Flere af de største og mest kendte virksomheder i Danmark mer med i toppen af listen over betaling af selskabsskat.
Det viser en opgørelse fra den liberale tænketank Cepos, der er baseret på Skattestyrelsens lister over skattebetalinger i 2019.
I toppen af listen ses Novo Holdings, der ejer en stor del af medicinalvirksomheden Novo Nordisk og enzymgiganten Novozymes.
Herefter følger energiselskabet Ørsted og Legos hovedejer, Kirkbi. I top ti findes også virksomheder som Jyske Bank, Coloplast og Nordea.
I 2019 blev der betalt 72,7 milliarder kroner i selskabsskat. Det er det højeste nogensinde, oplyser Skattestyrelsen.
Samlet set står de ti øverste virksomheder på listen for omkring en tredjedel af den samlede selskabsskat i Danmark.
Samtidig står de 100 største virksomheder for omkring halvdelen af betalingen.
Selskabsskatten er en skat, som virksomheder betaler af deres overskud i Danmark. Den er på 22 procent af overskuddet.
I alt betalte 40 procent af de danske virksomheder selskabsskat i 2019. Det svarer til omkring 87.000 virksomheder.
De resterende har ikke betalt selskabsskat, fordi de ikke har haft overskud i 2019.
Finansministeriet har budgetteret med, at der i 2020 er kommet markant færre penge i kassen fra selskabsskat. Det skyldes coronaepidemien.
Finansministeriet regner med, at der vil komme 54 milliarder kroner i statskassen fra selskabsskatten.