
Den danske ingredienskoncern Chr. Hansen har haft fremgang de seneste måneder, hvor særligt salget af kosttilskud trækker op.
Det viser regnskabet for andet kvartal, der hos Chr. Hansen dækker perioden december, januar og februar.
Ingredienskoncernens salg er steget med 8,5 procent til 1,9 milliarder kroner.
Det er blandt andet salget af kosttilskud til både dyr og mennesker, som har været med til at løfte salget.
Chr. Hansen fremhæver selv en god udvikling på markederne i Asien samt Stillehavs-regionen.
Samtidig er omsætningen løftet af en række opkøb, som Chr. Hansen har gennemført det seneste år. Chr. Hansen har købt virksomheder i Tyskland, Østrig og USA.
Overskud med pil nedad
Selv om salget er steget, er overskuddet gået en anelse ned i kvartalet til 394 millioner kroner.
Chr. Hansen er målt på omsætning Danmarks 75. største virksomhed ifølge en opgørelse fra Børsen.
Chr. Hansen bliver fulgt tæt i erhvervspressen og blandt aktieinteresserede, da selskabet er blandt de mest værdifulde selskaber på fondsbørsen i København og indgår således i det toneangivende C25-indeks.
Chr. Hansen sælger ikke færdige forbrugerprodukter, men ifølge selskabet selv spiser eller drikker mere end en milliard mennesker hver dag et produkt, der indeholder et produkt fra Chr. Hansen.
Chr. Hansen er blandt de førende selskaber i sin branche. De store konkurrenter er hollandske DSM og amerikanske Dupont, som omfatter den danske ingrediens- og enzymvirksomhed Danisco.