Europæisk rejsegigant har stadig store forventninger til sommeren

Den tysk-britiske rejsearrangør TUI håber denne sommer at vende tilbage til omkring 75 procent af sin kapacitet i forhold til før corona.
TUI har længe lidt under corona, men tror nu på væsentligt bedre tider allerede denne sommer. | Foto: Julian Stratenschulte/AP/Ritzau Scanpix
TUI har længe lidt under corona, men tror nu på væsentligt bedre tider allerede denne sommer. | Foto: Julian Stratenschulte/AP/Ritzau Scanpix
af ritzau

Rejseselskabet TUI, der er et af verdens største, har stadig store forventninger til den forestående sommer.

Det fastslår den tysk-britiske rejsearrangør onsdag i forbindelse med offentliggørelsen af halvårsregnskabet fra oktober 2020 til og med marts 2021.

TUI håber denne sommer således at vende tilbage til omkring 75 procent af sin kapacitet i forhold til før coronapandemien.

Det skyldes primært den fortsatte udrulning af vacciner på tværs af Europa.

Indtil videre tyder intet ellers på, at TUI's optimisme er berettiget. Selskabet har modtaget 2,6 millioner bookinger for sommeren, hvilket er 69 procent lavere end i 2019.

Selskabet forventer dog en hastig salgsudvikling de kommende uger.

"Vi står ved begyndelsen af den forventede genåbning. Der er en tydelig optimisme, og der er muligheder for turismen og for TUI," siger TUI-chef Fritz Joussen i forbindelse med regnskabets offentliggørelse.

TUI's indtægter i perioden fra oktober 2020 til og med marts 2021 lød på 716 millioner euro - svarende til over 5,3 milliarder danske kroner.

Det er et fald på 89 procent i forhold til den tilsvarende periode for et år siden. Her lød indtægten på 6,6 milliarder euro - knap 50 milliarder kroner.

TUI, der har hovedsæde i tyske Hannover, har fået støtte fra Tysklands regering for at kunne overleve under coronapandemien.

TUI råder blandt andet over fem luftfartsselskaber med cirka 150 fly og over 400 hoteller. I Danmark overtog TUI charterselskabet Star Tour tilbage i 2000, men først fra 2016 begyndte rejserne at blive solgt under TUI-navnet.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også