Stærkt detailsalg holdt Orkla Foods Danmark kørende i 2020

Fødevarekoncernen Orklas mange mærker har holdt omsætningen oppe med hjælp fra detailfremgangen, mens der er kappet en stor luns af resultatet i Orkla Foods Danmark.
Foto: PR
Foto: PR

Der har været gang i detailsalget af Orkla Foods Danmarks mange mad- og drikkevaremærker i løbet af 2020, mens salget til foodservice som ventet har haltet.

Selskabet, der hører under den norske fødevarekæmpe Orkla, har således landet en omsætning på 884 mio. kr. for 2020 mod godt 889 mio. kr. året før, fortæller selskabet i en pressemeddelelse.

Overskuddet er til gengæld dalet fra næsten 49 mio. kr. i 2019 til 26 mio. kr. i 2020 på grund af tilbagegangen i foodservice og svigtende eksport.

Orkla Foods Danmark står bag brands som Den Gamle Fabrik, Beauvais, Bähncke, Havrefras, Ribena og Pama Grødris. Selskabet har gennem de senere år konsolideret forretningen og strømlinet porteføljen med både køb af Easyfood og salg af Glyngøre i 2019, hvilket har bidraget til resultaterne i 2020.

”Vores ønske om at strømline forretningen skal udmønte sig i en større profitabilitet. Vi er på rette vej, men ikke i mål. 2020 blev et år, hvor vi, som mange andre, mærkede effekten af Covid-19 på årets resultat og dermed vores indtjeningsgrad," udtaler adm. direktør Carsten Hänel fra Orkla Danmark i en kommentar til regnskabet.

Han beskriver, at forbrugernes ivrige handel i detailbutikkerne ikke har været nok til at opveje nedgangen andre steder.

"Salget til detail blev positivt påvirket, ligesom vi vandt markedsandele i vores kategorier, men desværre kunne dette ikke opveje den salgsnedgang vi oplevede i Foodservice-sektoren samt på en række eksportmarkeder," siger Carsten Hänel.

Samler forretninger i Danmark

I marts meldte koncernen ud, at to danske fødevareenheder bliver til en, efter at Orkla har lagt to af sine forretninger i Danmark sammen i form af Orkla Foods Danmark og Orkla Confectionery & Snacks Danmark, hvor blandt andre mærker som Kims og Odense Marcipan hører under.

Målsætningen er ifølge Orkla at skabe en stærkere enhed og satse hårdere indenfor plantebaserede fødevarer, convenienceprodukter og morgenmad, som med købet af Havrefras sidste år.

"Formålet med sammenlægningen er at ruste Orkla Danmark til sammen med kunderne at møde fremtidens muligheder og udfordringer – blandt andet inden for digitalisering og bæredygtighed," siger Carsten Hänel.

Mens forretningsenheden Orkla Foods Danmark har 215 ansatte, er det totale tal Orkla-medarbejdere i Danmark på omkring 1800. Orkla har ligeledes en ejerpost i margarinekoncernen Dragsbæk, hvor de plantebaserede brands Naturli Foods og Ismejeriet Thy hører under.

Margarinedirektør gruer for råvareprisers himmelflugt 

Naturli Foods fordobler eksporten - men afgiftssmæk koster på bundlinjen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også