Watch Medier

Fortsat få konkurser - men flere kan være på vej

Regeringens hjælpepakker kombineret med danskernes forbrugslyst betyder et lavt antal virksomhedskonkurser i første halvår.

Konkursniveuaet er fortsat lavt. | Foto: Thomas Borberg

Første halvår af 2021 har budt budt på det laveste antal konkurser i fire år, efter at regeringens hjælpepakker og danskernes forbrugslyst har holdt hånden under virksomhederne.

Men i takt med at regeringens hjælpepakker udfases henover sommeren, ventes antallet af konkurser at stige.

Det vurderer Asbjørn Klein, der er senioranalytiker i Nykredit, i en kommentar til tirsdagens opgørelse fra Danmarks Statistik af udviklingen i antallet af konkurser.

Opgørelsen viste 164 konkurser i juni i aktive danske virksomheder med et samlet jobtab på 431.

Det er en stigning på 4,8 pct. i forhold til maj, hvor der var 157 konkurser. Jobtabet er imidlertid 41,2 pct. lavere end i maj.

"Udfasningen af de generelle hjælpepakker over sommeren vil føje flere virksomheder til konkurslisten, men vi står næppe foran en større konkursbølge, som for alvor vil sænke dansk økonomi eller føre til en voldsom stigning i ledigheden, skriver Asbjørn Klein i en kommentar.

Skatteministeriet har lånt 28,9 mia. kr. i særlige statslige rentefri lån for udskudt skat og moms. Her skal momslån for 7,4 mia. kr. betales tilbage den 1. november, mens der tre måneder senere kommer en yderligere momsregning på 13,4 mia. kr.

"Det er formentlig ikke alle, der kan nå at skaffe indtægter nok til at betale den udskudte skat og moms. Derfor kan antallet af konkurser godt stige sidst på året. For de mest trængte virksomheder kan der forhåbentlig laves en aftale om forlængede betalingsfrister," skriver Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.

I Arbejdernes Landsbank venter man også en stigning i antallet af konkurser, i takt med at hjælpepakkerne bliver udfaset. Her påpeger privatøkonom Brian Friis Helmer nødvendigheden i, at hverdagen vender tilbage for virksomhederne - også selv om det vil føre til en stigning i antallet af konkurser.

"Vi forventer dog ikke, at der vil være tale om nogen eksplosion i antallet af konkurser, når vi kan se, at genopretningen buldrer løs i takt med genåbning og vaccineudrulning, hvilket samtidig har sendt erhvervstilliden op på det højeste niveau i næsten tre år, og det gør os altså ganske fortrøstningsfulde i forhold til antallet af konkurser fremadrettet," skriver privatøkonomen i en kommentar.

Det første halvår af 2021 har i gennemsnit budt på 180 konkurser om måneden i aktive virksomheder - virksomheder med ansatte eller med en omsætning på over 1 mio. kr.

 

Mere fra Watch Medier

Det nye Nordea Pension skal fylde mere i landskabet end Topdanmark Liv

Med Nordeas kræfter inden for distribution skal det tidligere Topdanmark Liv - nu Nordea Pension - blive en større spiller på pensionsmarkedet, siger privatdirektør Mads Skovlund fra Nordea efter overtagelsen. Nordeas privatkunder kan give selskabet mange nye kunder, vurderer aktuar.

MT Højgaard skal bygge for Novo Nordisk i Bagsværd

Byggekoncernen MT Højgaard får del i en milliardaftale med Novo Nordisk, der har planer om at udvide produktionsfaciliteterne i Bagsværd for milliarder. Højgaards del af byggesummen løber op i ca. 600 mio. kr.

Læs også

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs