DLG leverer bedste halvårsregnskab nogensinde

Andelskoncernen DLG har i første halvår øget driftsresultatet med over 100 mio. kr. Fremgangen er i høj grad drevet af grovvareforretningen.
Kristian Hundebøll, koncernchef i DLG. | Foto: DLG / PR
Kristian Hundebøll, koncernchef i DLG. | Foto: DLG / PR

Danmarks største grovvarekoncern DLG fortsætter de seneste års fremgang og har i årets første halvdel slået indtjeningsrekord. Det skriver DLG i en pressemeddelelse, hvor selskabet deler en række nøgletal for halvåret.

Koncernen øgede i første halvår salget med næsten 1 mia. kr. og endte med en omsætning på 26,3 mia. kr. mod 25,4 mia. kr. i samme periode i 2020.

Også driftsresultatet eksl. afskrivninger, Ebitda, tog et syvmileskridt i første halvår og landede på 889 mio. kr. mod 777 mio. kr. året forinden.

"Vi kommer ud af første halvår med en flot indtjeningsvækst, som er drevet af fremgang inden for vores Agribusiness-aktiviteter i Danmark og i Tyskland, samt i vores store tyske energi- og byggemarkedsforretning, Team SE. Desuden fortsætter de gode takter fra sidste år inden for vores globale Premix & Nutrition-forretning," siger Kristian Hundebøll, koncernchef i DLG, i meddelelsen.

Han peger på, at selskabet for hele året som minimum forventer at lande et Ebitda-resultat på niveau med 2020, hvor selskabet landede et rekordresultat på 2,0 mia. kr.

Grovvarer og mineraler i stor fremgang

DLG er delt op i tre overordnede divisioner: Agribusiness, der dækker over grovvareforretnignen, som er den største division, premix & nutrition samt energi & retail.

Agribusiness-divisionen realiserede en indtjeningsfremgang på 23 pct. i forhold til samme periode sidste år.

"Vi ser gode takter over hele linjen og har fået en god start på året inden for vores Agribusiness-aktiviteter. Vi ser en fremgang i både Danmark og Tyskland, som primært bæres frem af et godt forår inden for planteavl og salg af færdigfoder," siger Kristian Hundebøll.

Også inden for forretningsområdet mineraler og vitaminer lykkedes det DLG at realisere en markant fremgang. Vilofoss øgede således indtjeningen med 19 pct. sammenlignet med første halvår sidste år.

Til Finans oplyser DLG, at Vilofoss landede et rekordresultat på 81 mio. kr. mod 68 mio. kr. i samme periode 2020.

"Vilofoss har for alvor fået hul igennem til verdensmarkedet. Selskabet har udviklet en portefølje af produkter, som forbedrer produktiviteten, sundheden og velfærden hos husdyr. Stigende fokus på fødevaresikkerhed og hygiejne har medført, at disse specialprodukter er i høj kurs hos kunder på fjerne markeder som Australien, Nordamerika og Asien. Produkterne har en værdi, som gør, at vi godt kan sejle dem om på den anden side af kloden og alligevel tjene fornuftige penge," siger Kristian Hundebøll til Finans.

2021 er sidste år i den nuværende strategiperiode 'Leading The Way' for DLG, hvorfor selskabet nu arbejder på en ny strategi for de kommende år.

Byggelyst skæpper i kassen

DLG's fremgang er desuden båret af det tyske datterselskab Team SE, som driver 80 byggemarkeder, 194 tankstationer og 32 energisalgskontorer i Tyskland.

Divisionen for energi & retail forbedrede driftsresultatet fra 299 til 313 mio. kr., mens omsætningen blev øget fra 7,5 mia. kr. til 8,5 mia. kr.

"Vi profiterer på den højkonjunktur, vi p.t. ser i Tyskland inden for byggeri, hvor der nu og i årene fremover skal investeres for et større trecifret milliardbeløb i euro. Vi har en stærk struktur inden for vores byggeaktiviteter, hvor efterspørgslen er konstant stigende, og vi differentierer os i markedet med fokus på rådgivning og færdigkoncepter i den vestlige del af Tyskland. I vores tyske energiforretning har vi haft et mindre salg af brændstof på vores tankstationer som følge af den lange nedlukning i Tyskland pga. Covid-19 pandemien. Til gengæld har vi haft forbedrede indtjeningsmarginer, ligesom vi har haft en stor fremgang i salg af strøm og naturgas," siger Kristian Hundebøll i meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også