Dansk økonomi gør comeback - økonom er "målløs"

I andet kvartal voksede bruttonationalproduktet med 2,3 pct. i forhold til første kvartal. Økonomerne er imponerede og kappes om at finde de store gloser frem.
Danskerne går i butikker i stor stil, og det kan ses på den økonomiske aktivitet i samfundet. | Foto: Finn Frandsen
Danskerne går i butikker i stor stil, og det kan ses på den økonomiske aktivitet i samfundet. | Foto: Finn Frandsen
af ritzau finans

Den danske økonomi er i færd med et regulært comeback, der betyder, at økonomien nu er større end før krisen.

I det andet kvartal voksede økonomien 2,3 pct. i forhold til kvartalet før, hvilket er 0,1 procentpoint mere, end den såkaldte indikator for bruttonationalproduktet i første omgang viste. Sammenlignet med samme periode sidste år steg det danske BNP med 8,5 pct.

Og det er ganske imponerende, lyder det fra flere økonomer oven på dagens tal fra Danmarks Statistik.

"Vi er vidne til et regulært comeback af dansk økonomi, og økonomien er i dag allerede større end inden krisen. Med tanke på at økonomien er skrumpet i tre ud af de fem foregående kvartaler, så er det en voldsomt imponerende bedrift," skriver Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

Han tilføjer, at væksten dermed er på vej til at blive den stærkeste i 15 år.

Niklas Praefke, cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation, er helt på linje.

"Jeg er fuldstændig målløs over dansk økonomis imponerende comeback. Vinterens nedlukning skar 1 pct. af økonomien i første kvartal, men siden genåbningen har vi ikke set os tilbage. Det har betydet, at vinterens tab nu er mere end genvundet, og dansk økonomi ligger på et højere niveau end før coronakrisen," skriver han i en kommentar til tallene.

Fremgangen i kvartalet er især trukket op af et højere privatforbrug og en gradvis genåbning af samfundet, der alvor har taget fart i andet kvartal.

"Vi greb muligheden og svingede dankortet, da vi fik mulighed for at komme i butikker, gå på restaurant og komme til frisøren igen," skriver Niklas Praefke.

Ifølge Handelsbanken har den danske økonomi dermed indtaget "førertrøjen" i forhold til de lande, vi normalt måler os op imod.

"Den stærke vækst herhjemme ligger i overkanten af, hvad vi har set i mange af de lande, vi normalt sammenligner os med, og dansk økonomi er dermed et af de lande, der ligger forrest i genopretningen af økonomien efter coronakrisen," skriver banken i en kommentar.

"Således lå BNP i 2. kvartal 0,8 pct. højere end før krisen, hvilket er et bedre udfald end selv USA, og også bedre end vores nordiske naboer hvor kun finsk økonomi lige akkurat har formået at trække sig op over sit før-krise niveau," lyder det videre.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også