Mere sport og store lottopuljer skæpper i kassen hos Danske Spil

Første del af 2020 var præget af aflyste sportsbegivenheder, men det har i mindre grad været tilfældet i år. Det kan ses i Danske Spils halvårsresultater.
Sport kom igen på programmet i løbet af 2021. det kan ses på Danske Spils halvårsregnskab. | Foto: Mads Claus Rasmussen
Sport kom igen på programmet i løbet af 2021. det kan ses på Danske Spils halvårsregnskab. | Foto: Mads Claus Rasmussen
af ritzau

Danske Spil har fået lidt flere penge i kassen i første halvdel af 2021, hvor mere sport på programmet og store lottopuljer har trukket flere spillefugle til.

Det statsejede spilleselskab har i årets første seks måneder tjent 800 millioner kroner. Det er omtrent seks millioner kroner mere end sidste år. Det viser regnskabet fra Danske Spil, der er offentliggjort torsdag.

"I forhold til første halvår af 2020 har det været et mere almindeligt sportshalvår, hvilket har givet flere muligheder for sportsbetting," siger administrerende direktør Nikolas Lyhne-Knudsen.

"Derudover har lotterierne været begunstiget af flere store præmiepuljer især for Lotto, men også Quick har bidraget til et højere BSI (indtægter fra spil, red.)," siger han i en kommentar til regnskabet.

Danske Spil nævner også, at overskuddet er steget, skønt spilleafgiften på odds og casino ved nytår steg fra 20 procent til 28 procent. Dermed skal der afleveres flere penge til staten end tidligere.

Derudover trækker det ned, at landets spillehaller har været lukket de første fem måneder af 2021, hvorfor der ikke er tjent så mange penge på den front.

Forventer overskud på ca. 1,5 mia. kr.

I slutningen af sidste år blev der indført krav om, at man skal vise id, når man spiller hos Danske Spil i kiosker eller supermarkeder. Det har ifølge Danske Spil trukket ned i regnskabet - hvilket for eksempel kan være, fordi det har afholdt nogle fra at spille.

Danskerne bruger - eller taber - samlet set 9-10 milliarder kroner om året på spil på alt fra odds til lotto, spilleautomater og casino. Det er omkring 2000 kroner per voksen.

For hele 2021 forventer Danske Spil at få et overskud på 1,4-1,5 milliarder kroner. Det er en opjustering på 100 millioner kroner i forhold til den tidligere prognose.

Staten ejer 80 procent af Danske Spil, mens Danmarks Idrætsforbund og DGI hver har ti procent af aktierne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også