Opjustering: Flere gæster end ventet giver Tivoli tro på mere i 2021

Tivoli opjusterer forventningerne til 2021, efter at der har været flere gæster hen over sensommeren. Men underskud slipper forlystelsesparken ikke for, efter at besøgstallet i første halvår kun var en tredjedel af det normale.
Fredagsrocken er genoptaget. Her er det sangerinden Jada i Tivoli 3. september. | Foto: Torben Christensen
Fredagsrocken er genoptaget. Her er det sangerinden Jada i Tivoli 3. september. | Foto: Torben Christensen
af ritzau

Forlystelsesparken Tivoli i København har nydt godt af, at restriktionerne til at inddæmme coronasmitten er blevet løftet. Det har betydet, at der - særligt i sensommeren - har været flere gæster i haven end tidligere forventet.

Derfor tror Tivoli nu på et bedre 2021 end tidligere, og der ventes en omsætning på op mod 700 millioner kroner.

Tidligere ventedes en omsætning omkring 600 millioner kroner, oplyser Tivoli i en meddelelse til børsen, hvor selskabet er noteret.

"Det er en udvikling, der har taget fart, i takt med at restriktionerne er blevet lettet, og gæsterne for alvor har kunnet tage godt imod de mange nye aktiviteter," siger direktør Susanne Mørch Koch.

"Nu venter Halloween i Tivoli lige om hjørnet, og det er traditionelt en stærk sæson for os," lyder det i en meddelelsen.

Trods de lysere udsigter tegner 2021 til at blive et dårligere år end dem, der var i årene op til, at ny coronavirus ramte Danmark i 2020. I 2019 havde Tivoli en omsætning på knap 1,1 milliarder kroner.

2021 ser dog ud til at blive bedre end sidste år, hvor corona ramte. Her havde forlystelsesparken en omsætning på knap 500 millioner kroner.

Udenlandske gæster mangler

Det har kostet dyrt for Tivoli, at samfundet har været lukket ned. I de første seks måneder af 2021 var der knap en halv millioner gæster. Det er omkring en tredjedel af det normale i tiden før coronavirus.

Særligt de udenlandske gæster, der normalt udgør omkring hver tredje besøgende, har manglet, da rejserestriktioner har begrænset antallet af turister betragteligt.

Selv om facit for 2021 nu ventes at være bedre, end hvad der tidligere blev spået, er der dog stadig udsigt til et underskud.

Tivoli forventer i år et underskud før skat på omkring 65 millioner kroner. Tidligere ventedes et underskud på op mod 100 millioner kroner.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også