Rejseselskab går konkurs efter svær periode under corona

USA Tours er gået konkurs, men navnet føres videre i nyt selskab. "Vi har de facto været lukket i 19 måneder," siger direktøren for rejseselskabet, der før corona havde 35 ansatte.
Golden Gate Bridge i San Francisco. | Foto: Thomas Sjørup
Golden Gate Bridge i San Francisco. | Foto: Thomas Sjørup

Rejseselskabet USA Tours er gået konkurs, oplyser Rejsegarantifonden i en pressemeddelelse, og det bekræftes af direktør Alexander Søderberg.

"Vi har de facto været lukket i 19 måneder, og hjælpen har ikke kunnet række til det."

"Vi har virkelig prøvet at strække den og spare alt, hvad vi kunne, men det har bare desværre ikke været nok," siger han.

Han fortæller, at selskabet var omkring 35 ansatte inden corona, men til sidst kun har været seks ansatte.

USA varslede for nylig, at landet fra 1. november åbner for indrejse fra en række lande - herunder Danmark - men det har USA Tours ikke turdet hænge sin hat på.

"Vi er meget tæt på at kunne se noget, der ser lidt positivt ud. Der er bare ingen, der ved det, og det kan pludselig ændre sig. Det har vi prøvet lidt for mange gange under corona. Vi har allerede i den her uge set Magnus Heunicke være ude og advare om restriktioner igen," siger han.

I det seneste offentliggjorte årsregnskab, der dækker perioden fra oktober 2019 til september 2020, fik USA Tours et underskud på 3,8 millioner kroner.

Alexander Søderberg fortæller, at man efter konkursen vil føre navnet videre i et nyt selskab.

Navnet er blevet købt ud af konkursboet af selskabet Vision Travel, som Alexander Søderberg selv ejer. Enkelte ansatte fra det tidligere selskab vil komme med over.

Alexander Søderberg fortæller desuden, at man i den forbindelse er i dialog med kurator om en løsning, så man kan sende de kunder afsted, der har bestilt rejser hos USA Tours og skulle afsted efter 1. november.

Rejsegarantifonden oplyser på sin hjemmeside, at kunder med rejser hos USA Tours derfor ikke skal anmelde krav på nuværende tidspunkt.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også