Erhvervsmægler om stadig hidsigere handelsstempo: Ejendomsudbuddet følger ikke med

Med hovedstaden som lokomotiv har de danske ejendomshandler - målt i kroner - kurs mod et rekordår, viser nye tal fra erhvervsmægleren Nordicals. Især de internationale investorer satte et højt tempo i tredje kvartal, og udbuddet af ejendomme kan ifølge direktør Jacob Lund næppe "matche den massive efterspørgsel."
"Den største sten i skoen mod en ny transaktionsrekord er det begrænsede udbud af ejendomme til salg," forklarer Jacob Lund, partner og adm. direktør hos Nordicals København. | Foto: PR / Nordicals
"Den største sten i skoen mod en ny transaktionsrekord er det begrænsede udbud af ejendomme til salg," forklarer Jacob Lund, partner og adm. direktør hos Nordicals København. | Foto: PR / Nordicals

Med to måneder tilbage af året har transaktionsvolumen for danske ejendomshandler på det professionelle marked rundet 70 mia. kr., hvilket blot er 4 mia. kr. mindre end hele sidste år. I København har den hidtidige aktivitet i 2021 på ca. 34 mia. kr. allerede overgået 2020-niveauet, fremgår det af netop offentliggjorte tal fra erhvervsmægleren Nordicals København.

Noget tyder endda på, at transaktionsrekorden fra 2017 på 95 mia. kr. kan blive tangeret, lyder det fra erhvervsmægleren, der dermed ligger på linje med sine kolleger i branchen.

"Den største sten i skoen mod en ny transaktionsrekord er det begrænsede udbud af ejendomme til salg – særligt i landets største byer. Der er et stort kapitalplaceringsbehov blandt investorerne og et generelt begrænset udbud, som næppe kan matche den massive efterspørgsel fra både ind- og udland," fortæller Jacob Lund, partner og adm. direktør hos Nordicals København, i meddelelsen.

Over halvdelen af årets handler er foretaget inden for boligsegmentet, og derefter følger erhverv. Dermed fortsætter investorerne den jagt på især boligudlejningsejendomme, der ifølge Nordicals er blevet intensiveret "igennem længere tid."

Tendens bekræftet i tredje kvartal

Kigger man isoleret på tredje kvartal, er tendensen klar: Her blev der registreret en volumen på over 32 mia. kr., hvilket er et betydeligt spring fremad sammenlignet med samme periode sidste år, hvor tallet lå under 13 mia. kr.

De internationale investorer åd den største del af kagen og tegnede sig for knap 80 pct. af kvartalsvolumen. Særligt fremhæves svenske Heimstaden og hollandske Orange Capital Partners som udlændinge, der har postet milliarder i danske kvadratmeter.

Hvad sælgersiden angår, er tendensen lige omvendt; her stod danske investorer så som Koncenton og P+ for en andel på 72 pct.

"Appetitten på ejendomme er stor, og der flyder meget kapital rundt ude i markedet særligt blandt de internationale spillere. Vi ser ind i et par travle måneder hen mod årets udgang og med de mange markante transaktioner, vi har set i tredje kvartal, kan et par store enkelthandler her i slutspurten afgøre om 2021 bliver et nyt rekordår for transaktionsvolumen," slutter Jacob Lund.

Realkredit Danmark ser knapt så hidsigt marked i seneste kvartal 

CBRE spår nyt rekordår i Norden

Newsec opjusterer investeringsprognose med milliarder – behov for logistik vokser 

Colliers spår "et af de mest travle år på ejendomsmarkedet nogensinde"

Erhvervsmægler: 2017-niveau bliver svært at nå trods transaktionsrekord i første halvår 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også