Sorte aktier er spurtet fra de grønne siden årsskiftet

Dønninger fra coronakrisen har i år sendt olie- og gaspriserne i vejret og dermed udløst store aktiekursstigninger i denne sektor, uden at de grønne aktier har kunnet følge med.
Aktier i olie- og gasrelaterede virksomheder er steget kraftigt i 2021. | Foto: Total
Aktier i olie- og gasrelaterede virksomheder er steget kraftigt i 2021. | Foto: Total
af marketwire

Over de seneste år har aktier i grønne energivirksomheder for alvor fået luft under vingerne, men 2021 har indtil videre stået i de sorte aktiers tegn med store kursstigninger i olie- og gasrelaterede virksomheder.

Det skriver Finans.

"Vi kommer fra, at olieprisen i starten af corona rundede nul. Der var for meget olie på markedet og nærmest ingen efterspørgsel. Nu har et kraftigt løft oven på genåbningen og senest energikrise-snakken ført til stigninger, der afspejler sig i olie- og gasselskabernes aktiekurser," konstaterer Frank Øland, der er chefstrateg i Danske Bank.

Investerede man i begyndelsen af året 100.000 kr. bredt i aktier inden for grøn energi, ville man nu være 12.700 kr. fattigere. Havde man i stedet været på indkøb i olie- og gassektoren i samme periode, var formuen vokset med 43.000 kr.

Det viser S&P’s to indeks Global Oil og Green Energy, der følger nogle af verdens største, børsnoterede virksomheder i sektorerne. Siden årsskiftet er indeksene blevet sendt i to retninger med et fald på 12,7 pct. og en stigning på 43 pct.

Frank Øland understreger, at den nuværende situation har skabt fokus på, at verden stadig er afhængig af olie og gas og vil være det i lang tid, og da fokus har været på grøn energi, har oliebranchen måske underinvesteret.

Han påpeger dog, at det på længere sigt ikke nødvendigvis er en dårlig idé at se langsigtet i retning af de grønne aktier, fordi det i sidste ende er den vej, resten af verden også ser hen i løbet af de kommende år.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også