Nilfisk løfter forventningerne for tredje gang

Nilfisk, der er mest kendt for støvsugere, men primært sælger industrielle rengøringsmaskiner, har igen opjusteret forventningerne efter højere ordreindgang på alle markeder og produkttyper. Selskabet venter nu en salgsvækst på 17-18 pct. i 2021.
Nilfisks salg af industrielle rengøringsmaskiner nyder godt af genrejsningen efter corona. | Foto: Nilfisk/PR
Nilfisks salg af industrielle rengøringsmaskiner nyder godt af genrejsningen efter corona. | Foto: Nilfisk/PR
af marketwire

Fremgangen i de første seks måneder af i år er fortsat i tredje kvartal for Nilfisk, der også opjusterer forventningerne til hele året.

Det fremgår af kvartalsregnskabet fra den børsnoterede danske producent af rengøringsmaskiner.

Den organiske vækst er opgjort til 17,9 pct., og omsætningen steg til 239,2 mio. euro fra 202,5 mio. euro i samme kvartal sidste år.

Fremgangen er drevet af højere ordreindgang i alle regioner og segmenter, skriver selskabet, der ser væksten som et resultat af en bredt baseret markedsgenrejsning i kombination med en række initiativer fra Nilfisk.

Den organiske vækst var størst i Nord- og Sydamerika, hvor den udgjorde 20,9 pct., mens den i Europa var på 12,5 pct. I Asien (APAC) var den 18,1 pct.

Den højere omsætning og en lavere omkostningsprocent gav en vækst i driftsoverskuddet, EBITDA, før særlige poster på 34,5 mio. euro mod 25,5 mio. euro.

På bundlinjen landede overskuddet på 11,1 mio. euro mod 2,5 mio. euro i tredje kvartal 2020.

Nilfisk er i gang med arbejdet med en femårig strategi, der vil fokusere på langsigtet vækst. Den vil blive præsenteret på en kapitalmarkedsdag i første kvartal næste år.

Tredje opjustering

Nilfisk opjusterer forventningerne til 2021 efter det stærke tredje kvartal. Det er den tredje opjustering i år.

Virksomheden venter nu en organisk vækst på 17-18 pct. og en driftsmargin (EBITDA) før særlige poster på 14-15 pct.

Tidligere ventede Nilfisk en organisk vækst og en driftsmargin (EBITDA) før særlige poster på henholdsvis 12-16 pct. og 13-15 pct.

Nilfisk vil i de kommende kvartaler blive påvirket af højere fragt- og materialeomkostninger.

"Vores prisstigninger har hjulpet os med at kompensere for de ekceptionelt høje omkostninger for fragt og materiale," oplyser topchefen Torsten Türling i regnskabet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også