Nethandel overgår nu fysiske butikker hos Mobilepay

Mobilepay runder flere skarpe hjørner i 2021. Tjenesten bruges nu mere på nettet end i fysiske butikker, og over halvdelen af alle transaktioner er forbundet med et gebyr.
Danskerner bruger nu i større grad mobilepay til at betale for køb på nettet. | Foto: Jens Dresling
Danskerner bruger nu i større grad mobilepay til at betale for køb på nettet. | Foto: Jens Dresling
af marketwire

Når Mobilepay tages i brug, foretrækker danskerne nu at handle online fremfor i de fysiske butikker. Det viser en opgørelse foretaget af betalingstjenesten selv.

Appen er efterhånden blevet et allemandseje i den danske befolkning, der har foretaget omkring 425 mio. overførsler i år med appen svarende til 158 mia. kr.

Mest bemærkelsesværdigt er det, at danskerne nu bruger flere penge på at handle med Mobilepay på nettet end i fysiske butikker. Betalinger med tjenesten i butikker og webshops er i 2021 steget med næsten 40 pct. målt i kroner og løber nu op i 70 mia. kr. Af dette beløb udgør 44 mia. kr. salg af varer og ydelser på nettet

"Vi har en rigtig fin vækst i de fysiske butikker. Men nethandelen løber bare markant hurtigere og udvikler sig eksplosivt i disse år," siger Claus Bunkenborg, direktør hos Mobilepay.

Danskernes ændrede forbrugsvaner har fået nethandlen til at vokse med 83 pct. i år. Sidste år oplevede den en vækst på 86 pct. Samtidig handler danskerne for meget større gennemsnitsbeløb på nettet end i fysisk butik.

I de første år var overførsler mellem private den dominerende brug af betalingstjenesten. Det har dog ændret sig. Erhvervsbetalinger med Mobilepay vokser nu hurtigere og nåede i november for første gang over halvdelen af alle betalinger, nemlig 51 pct.

En væsentlig årsag er den øgede brug af betalingstjenesten til nethandel samt over 35.000 nye butikker i 2021, som bragte det samlede antal butikker og webshops med appen op på over 200.000.

"Konkurrencen fra de internationale løsninger er hård, men vi fortsætter den kraftige vækst, fordi vi er en universel løsning, der kan bruges i alle betalingssituationer. Danskerne benytter i stigende grad også Mobilepay til faste betalinger og regninger," siger direktør Claus Bunkeborg.

Han tilføjer, at hver fjerde voksne dansker bruger appen til faste betalinger.

Mobilepay håndterer julesalg som aldrig før

Black Week og corona får Mobilepay til at forvente kraftig vækst i onlinehandlen

Skattestyrelsen får lov at tjekke visse overførsler i Mobilepay 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også