Ingredienskoncern overrasker med stor entre i nyt regnskabsår

Ingredienskæmpen Chr. Hansen kommer overraskende stort ud af regnskabsårets første kvartal, og såvel vækst som resultater overgår forventningerne.
Topchef Mauricio Graber og resten af ingredienskoncernen Chr. Hansen har haft et forrygende første kvartal. | Foto: Lars Krabbe/Foto: Lars Krabbe/Ritzau Scanpix
Topchef Mauricio Graber og resten af ingredienskoncernen Chr. Hansen har haft et forrygende første kvartal. | Foto: Lars Krabbe/Foto: Lars Krabbe/Ritzau Scanpix
af jørgen rudbeck & marketwire

Med en organisk omsætningsvækst på 9 pct. og en samlet omsætning på 268,2 mio. euro er ingredienskoncernen Chr. Hansen fra Hørsholm kommet langt bedre end ventet ud af det første kvartal i 2021/22-regnskabsåret.

Koncernen, der sælger ingredienser og enzymer til fødevarer og helseprodukter over hele verden, er en af landets store børsnoterede virksomheder og indgår i det toneangivende C25-aktieindeks.

Samlet blev Chr. Hansens driftsresultat før særlige poster på 65 mio. euro, og nettoresultatet for perioden beløb sig til 46,2 mio. euro.

I de to største regioner var fremgangen kraftigst i Nordamerika, hvor salget voksede 12 pct., mens salget i regionen Europa, Mellemøsten og Afrika voksede 10 pct.

Sundhedsdivision genvinder tabt terræn

Særligt sundhedsdivisionen, Health & Nutrition, klarede sig godt i første kvartal med en omsætning på 90,5 mio. euro og et driftsresultat, EBIT, før særlige poster på 10,8 mio. euro mod henholdsvis 78,2 mio. euro og 10,6 mio. euro i samme kvartal året før.

I en regnskabmeddelelse forklarer Chr. Hansen-ledelsen anført af topchef Mauricio Graber, at fremgangen i sundhedsdivisionen kommer efter en periode, hvor divisionen har leveret under forventningerne.

”Food Cultures & Enzymes fortsatte det stærke momentum i første kvartal, mens Health & Nutrition leverede et stærkt comeback fra et fjerde kvartal, der var under ventet. EBIT før særlige poster udviklede sig favorabelt med 7 pct. vækst til trods for effekter fra inflation og en generel forøgelse af aktiviteter, i takt med at vi igen kom tilbage til kunderne,” udtaler Mauricio Graber i regnskabet.

Health & Nutrition-divisionen er gennem de seneste par år vokset med opkøbene af blandt andet tyske Jennewein, der arbejder med humane mælke-oligosaccharider (HMO’er) og østrigske HSO Health Care.

Fremgang for fødevareingredienser

I den største division, Food & Enzymes-divisionen, der udgør omkring to tredjedele af forretningen, kunne man efter de tre måneder notere en samlet organisk fremgang i omsætningen på 8 pct. Omsætningen blev på i alt 177,7 mio. euro og driftsresultatet, ebit, før særlige poster blev på 54,7 mio. euro.

I divisionen leverede særligt mejeridelen fremgang. Der er fortsat momentum for osteforretningen i Nordamerika, og Chr. Hansen har set vækst i et kinesisk marked, der dog kommer fra et meget lavt sammenligningspunkt i 2020/21.

Derudover har har Chr. Hansen i sin Food & Beverages-enhed set stærk vækst drevet af applikationer rettet mod kødindustrien.

Fastholder forventninger

Af selskabets regnskab fremgår det, at selskabet fastholder forventninger om en organisk omsætningsvækst på 5-8 pct. og en EBIT-margin før særlige poster på 27-28 pct.

Chr Hansens gamle farvedisvision køber igen op

Ny vækstbidrager skal til for at løfte væksten i Chr Hansen

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også