
Et sammenfald af forskellige faktorer - herunder lavere salg på de danske og tyske hovedmarkeder - får Harboes Bryggeri til at nedjustere forventningerne til de finansielle resultater for 2021/22.
Det fremgår af en børsmeddelelse fra det sydsjællandske bryggeri fredag.
Harboes venter nu et driftsoverskud på EBITDA-niveau på 83-103 mio. kr. mod en tidligere forventning om et driftsoverskud på 115-125 mio. kr. Og for resultatet før skat for de fortsættende aktiviteter ventes nu et underskud på op til 20 mio. kr. mod et overskud på 10-20 mio. kr. i de oprindelige forventninger.
"Afsætningen på de danske og tyske hovedmarkeder i december og januar måned har været markant lavere end forventet, og der er fortsat stor usikkerhed om udviklingen i de kommende måneder. Den lavere afsætning skyldes blandt andet, at der i forbindelse med julehandlen har været udbudt konkurrerende mærkevareprodukter til meget lave priser, som derfor har taget en betydelig del af den samlede volumen," skiver Harboes.