Millioner af lyntest tredobler Falcks overskud

Falck har i 2021 næsten tredoblet overskuddet til 1,8 milliarder kroner. Det skyldes lyntest, som i regnskabet beskrives som "en af de største og mest krævende opgaver i Falcks historie".
Falck-testcenter. | Foto: Jesper Houborg/Politiken
Falck-testcenter. | Foto: Jesper Houborg/Politiken
af ritzau

Falck har i løbet af 2021 haft stor fremgang i sine økonomiske resultater.

Det skyldes de millioner af lyntest, som selskabet har foretaget i lyntestcentre i store dele af landet.

Falcks samlede omsætning er i 2021 steget med 2,8 milliarder kroner til 15,2 milliarder kroner.

Fremgangen stammer udelukkende fra lyntest. De har isoleret givet 3,46 milliarder kroner i omsætning gennem året.

Driftsoverskuddet er knap tredoblet til 1,8 milliarder kroner. Det er også lyntest, der trækker op. Det viser Falcks årsregnskab, der er offentliggjort fredag.

"Levering af Covid-19-antigentest i Danmark står som en af de største og mest krævende opgaver i Falcks historie," skriver Falck i regnskabet.

Falck har stået for lyntest i Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Sjælland og i lufthavne.

Virksomheden Carelink har lyntestet i Region Syddanmark. Copenhagen Medical har haft opgaven i Region Hovedstaden.

Opgaven med lyntest er ved at blive nedskaleret. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) varslede onsdag, at testindsatsen for fremtiden vil være bygget op om hjemmetest og PCR-test.

De nærmere detaljer er ikke klarlagt endnu. Falck skriver i regnskabet, at lyntest ventes at fortsætte i de første tre måneder af 2021.

Hvis man ser bort fra lyntest, er Falcks normale forretning bygget op om ambulancedrift, vejhjælp, sundhedshjælp og tjenester inden for brand og redning. Det er både i ind- og udland.

Topchef Jakob Riis fremhæver i en kommentar til regnskabet, at Falck gennem året har vundet flere ambulancekontrakter. Det er blandt andet i Danmark og Sverige samt en stor kontrakt i San Diego i USA.

"Vi er lykkedes med at udvikle kerneforretningen og har leveret et stærkt resultat på trods af vanskelige arbejdsvilkår og en voksende mangel på arbejdskraft i flere lande," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også