Telias danske resultat rammes af højere elpriser

Trods fremgang på kundesiden og øget såkaldt serviceomsætning går Telias driftsindtjening tilbage i Danmark, for de højere el-priser rammer mobilselskabet hårdt. Topchefen ser dog positivt på 2022.
Telia Danmarks midlertidige topchef, Petr Cermak. | Foto: PR
Telia Danmarks midlertidige topchef, Petr Cermak. | Foto: PR

Det går fremad med at hente mobilkunder og omsætningen for den danske del af svenske Telia, der i fjerde kvartal kunne notere sig, at det er lykkedes at få tusinder af både mobil- og bredbåndskunder ombord. I alt er 6.000 mobilkunder og 4.000 bredbåndskunder er kommet til i fjerde kvartal i forhold til kvartalet før.

Trods fremgangen på kundesiden er der dog knas med driftsindtjeningen - og en væsentlig del af årsagen skal findes et overraskende sted i regnskabet, forklarer Telia Danmarks midlertidige topchef, Petr Cermak.

”Vi bruger en masse elektricitet på at drive vores ydelser, og højere energipriser rammer os derfor meget hårdt. Det er et område, vi holder meget tæt øje med. Det berører alle i Danmark, men særligt os, fordi vi bruger så meget energi,” siger Petr Cermak.

Han glæder sig over kundetilgangen, men nævner samtidig, at det kan blive nødvendigt for Telia at justere sine priser i 2022, hvis energipriserne fortsætter med at være meget høje.

”Vi kan få en lille fordel af, at 5G-netværk bruger mindre strøm, men til gengæld venter vi, at kunderne bare vil bruge dem mere. Derfor kan vi blive nødt til at justere vores priser i forhold til den inflation, vi oplever,” siger han.

I fjerde kvartal kunne Telia notere sig en fremgang i serviceomsætningen på 711 mio. kr. i fjerde kvartal - op fra 700 mio. kr. i samme kvartal året før, hvilket netop er den udvikling, Petr Cermak også tidligere har fremhævet, at han ser mest på. For året som helhed er der dog en lille tilbagegang her, hvor serviceomsætningen er faldet fra 2.826 mio. kr. sidste år til 2.790 mio. i år.

Årets driftsindtjening, EBITDA lander på 664 mio. danske kroner, mod 721 mio. kroner året før.

Og det skyldes altså især, at omkostningerne er steget hos Telia som følge af højere energipriser.

Mere salg til kunderne

Petr Cermak mener dog samtidig, at Telia Danmark er på rette vej i forhold til at genfinde vækst, både i kunder og på den vigtige parameter ARPU, der udtrykker omsætningen per kunde, eller hvor meget det lykkes for Telia at sælge til en given kunde.

”Vi har fortsat væksten i fjerde kvartal, og det vil vi fortsætte med i den kommende tid. Vi skal hentes vores vækst i højere ARPU, som skal finde i bedre produkter, flere tjenester og også flere turister. På erhvervssiden arbejder vi med produkter inden for øget sikkerhed og løsninger til kundeservice, og så har vi fortsat digitalisering som fokus,” siger han.

Turist-området er et lidt specielt område for teleselskaberne, der tjener penge på, at turister bruger deres udenlandske mobil på et dansk netværk. Her har der under corona-krisen været tørke, fordi turisterne er blevet væk. Men her er forventningen, at turismen vender tilbage i løbet af 2022, hvilket vil forbedre roaming-omsætningen hos Telia.

Telia har 1.366.000 mobilkunder. Hertil kommer 254.000 sim-kort, der sidder i en maskine.

Turbulent år

Den svenske telekoncern har ellers levet et omskifteligt liv i Danmark det seneste år, især da selskabet i efteråret valgte at sætte topchef Thomas Kjærsgaard på porten i efteråret. Han blev erstattet af den midlertidige chef Petr Cermak, der egentlig er ekstern konsulent, men blev hyret ind som direktør for Telia Danmark, mens selskabet leder efter hans afløser.

Den noget usædvanlige fremgangsmåde blev dengang udlagt som tegn på, at Telia Danmark var tæt på at blive solgt fra, men at man have brug for at vinde lidt tid og dermed ikke hyrede en permanent direktør.

Det har Petr Cermak selv blankt afvist over for ITWatch et par omgange. Selv om han erkender, at hans nuværende position i selskabet har en udløbsdato, har han samtidig understreget, at han slet ikke har mandat til at sælge Telia Danmark, men derimod har fået til opgave at skabe langsigtet vækst.

Det budskab gentager han overfor ITWatch i forbindelse med dagens regnskab. Telia-chefen har tidligere forklaret, at hans vikar-periode i Telia slutter til marts.

”Der er ikke noget nyt at berette siden sidst, og det vil være koncernen, der melder ud, hvad der skal ske. Min opgave er at udvikle forretningen og skabe fremgang. Processen med at finde en ny CEO er i gang, og det har været meldt ud, at det skal ske i foråret,” siger han.

De senere år er bølgerne gået stadigt højere på det danske telemarked. Ikke mindst opdelingen af TDC i TDC Net og Nuuday, samt Norlys’ planer om opkøb har sat skub i forandringerne. Men i ly af turbulensen har især teleselskabet 3 med datterselskabet Oister igen og igen kunnet melde om vækst i kundetal og omsætning. Det skete igen forleden, da 3 kunne erklære, at selskabet nu er ganske tæt på målsætningen om 1,5 mio. kunder. Årets driftsresultat (EBITDA) blev 711 mio. kroner.

Telenor, TDC Net og Nuuday har endnu ikke aflagt kvartals- og årsregnskab.

Teleselskabet 3 har kurs mod 1,5 mio. kunder

Telia udvider dækningsområde i aftale med Norlys

Telia betaler bøde på 100.000 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også