JP/Politikens Hus hæver omsætningen og lander bedste resultat i årevis

Et opkøbstogt i 2021 sendte JP/Politikens Hus' omsæting op over 3,3 mia. kr., mens både forbedret annonce-, indholds- og bogsalg varmede på bundlinjen.
Politikens Hus på Rådhuspladsen i København. | Foto: Jens Dresling
Politikens Hus på Rådhuspladsen i København. | Foto: Jens Dresling

Selv om der blev investeret i adskillige nye opkøb i 2021, var det primært vækst i JP/Politikens Hus' eksisterende forretninger, der fik sendt mediekoncernens omsætning et godt stykke over tre milliarder kroner i 2021.

Det fremgår af koncernens netop offentliggjorte regnskabsmeddelelse.

En toplinjevækst på 11 pct. resulterede i en samlet omsætning på 3,32 mia. kr. i 2021 - mod 2,99 året forinden. Fremgangen tilskrives især en tocifret vækst i salget af indhold og bøger, ligesom det digitale reklamesalg så markant forbedret efter det coronaramte 2020.

75 pct. af væksten var således organisk fra eksisterende forretninger, mens de resterende 25 pct. kom fra koncernens opkøb på tværs af England, Tyskland, Danmark, Norge og Sverige i form af helt eller delvist ejerskab af Dezeen, Versicherungsmonitor samt forlagene Roos & Tegnér og Kagge Forlag og den danske nyhedstjeneste MarketWire (tidligere Ritzau Finans).

Med omsætningsfremgangen læner JP/Politikens Hus sig også tungere ind i at nå en omsætning på 5 mia. kr. i 2025, som har været et erklæret mål siden 2020.

 

 

 

Forbedret salg for aviser

Trods investeringer i nye foretagender landede JP/Politikens Hus også det bedste drifts- og årsresultat i flere år. Resultatet af primær drift (EBIT) endte på 257 mio. kr., mens årsresultatet før skat landede på 381 mio. kr. mod 275 mio. kr. i 2020. Bundlinjen endte på 287 mio. kr. mod 207 mio. kr. året inden.

Af regnskabsmeddelelsen fremgår det, at der i resultatet indgår særlige poster på 94 mio. kr., der primært kommer fra en udlodning fra Danske Mediers Arbejdsgiverforening. Til sammenligning var resultatet i 2020 positivt påvirket af særlige poster med 118 mio. kr.

Dermed nærmer koncernens overskudsgrad sig også de tocifrede procentsatser. Efter den i 2020 dykkede til 6,4, endte den i 2021 på 9,8.

På tværs af koncernens udgivelser blev det digitale indholdssalg forbedret med 20 pct., hvilket resulterede i, at det samlede indholdssalg oplevede en "betydelig stigning". Mens de to store dagblade Jyllands-Posten og Politiken begge forbedrede omsætningen, blev der sat prop i Ekstra Bladets omsætningsfald takket være en forbedret udvikling i reklamesalget.

Forlag og erhvervsmedier

I JP/Politikens Erhvervsmedier - der bl.a. inkluderer Watch Medier, som MediaWatch er en del af - steg omsætningen med 50 pct., hvilket især tilskrives en del af de opkøb, der blev gennemført i årets løb.

Opkøb stod også på menuen i forlagsgrenen af JP/Politikens Hus. Efter selv at have etableret sig for få år siden i Sverige med knopskydningen Polaris, blev der sidste år købt op i både det svenske og norske forlagsmarked med henblik på at udbygge koncernerns forlagsaktiviteter til en reel skandinavisk position.

Her blev det svenske fagbogsforlag Roos & Tegnér tilføjet først efterfulgt af et af Norges største forlag Kagge Forlag.

"Med opkøbene når Politikens Forlag næste år en samlet omsætning på omkring 500 mio. kr., hvilket gør forlaget til en af de betydende aktører på det skandinaviske forlagsmarked," lyder det i regnskabsmeddelelsen.

Streamingtjenesten Saxo fortsatte i 2021 væksten i såvel styksalget som abonnementsforretningen, mens indtjeningen blev forbedret. Også her nærmer omsætningen sig en halv milliard, hvilket vil sige, at mediekoncernens samlede bog- og forlagsaktiviteter tegner sig for næsten en tredjedel af omsætningen.

 

Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder. Medarbejderne på MediaWatch deltager ikke i orienterende medarbejdermøder i JP/Politikens Hus.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også