Lauritzen Bulkers venter nyt overskud i 2022

Efter en lang årrække med minus fik Lauritzen Bulkers igen overskud i 2021. I år venter rederiet et nyt plus på op mod 50 mio. dollar, omend tørlastmarkedet ventes mere afdæmpet.

Lauritzen Bulkers venter at høste sit andet overskud i træk i 2022, hvor det danske rederi forventer et fortsat stærkt tørlastmarked, der dog ikke ventes at kunne holde samme tempo som i det forgangne år.

I 2021 lykkedes det netop Lauritzen Bulkers at gøre op med en lang årrække med underskud. Nettooverskuddet endte på hele 103 mio. dollar, svarende til godt 676 mio. kr., og er, som ShippingWatch tidligere har beskrevet, rederiets første helårsoverskud siden 2010.

Også i år ventes der sorte tal på bundlinjen med et forventet nettoplus på mellem 20-50 mio. dollar. På den anden side af 2022 ventes markederne gradvis at "normalisere sig til et mere balanceret marked".

”Tørlastmarkederne forventes at forblive stærke i 2022, dog på et mere afdæmpet niveau end i 2021,” udtaler topchefen i en meddelelse, hvor han peger på coronapandemien, geopolitiske spændinger og inflation som risici, der kan påvirke opsvinget.

Når det kommer til geopolitiske spændinger, udtrykte Niels Josefsen over for ShippingWatch i denne uge bekymringer over sanktioner mod Rusland som en konsekvens af den verserende Ukraine-krise.

Alligevel ventes der dog ”et godt positivt nettoresultat” for i år, da Lauritzen Bulkers allerede har afdækket en god del af forretningen.

”Nettoresultatet er kun til vej grad følsomt over for ændringer i raterne på tørlastmarkedet, da omkring 70 pct. af vores forventede aktivitet i 2022 i øjeblikket er dækket.”

Lauritzen Bulkers opererede i snit 80 skibe i løbet af 2021.

Vil øge aktiviteten

I 2021 blev Lauritzen Bulkers omsætning mere end fordoblet fra 388 mio. dollar i 2020 til 837 mio. dollar. Det sendte driftsresultatet (ebitda) til vejrs, der endte på 113 mio. dollar mod et plus på 28 mio. dollar året før.

Forud er gået adskillige år med tab for rederiet, som flere gange har måttet hente kapital fra sin ejer Lauritzen Fonden.

Ifølge regnskabet har de senere år også gjort stort indhug i medarbejderstaben, der siden 2017 er faldet fra i snit 263 ansatte til senest 110 i 2021. I et interview med ShippingWatch fortalte Niels Josefsen dog for nylig, at det igen er ønsket at øge staben og aktiviteten.

Her lød det også, at aktiviteten om tre år skal være steget med 45 pct. sammenlignet med 2022 via en 2025-strategi. For eksempel skal antallet af skibsdage lyde på 42.000 i 2025.

Lauritzen Bulkers er resultatet af en opsplitning af det hidtidige J. Lauritzen, der fandt sted i 2020, hvor gas- og tørlastaktiviteterne blev til to selvstændige selskaber.

Siden da er gasrederiet fusioneret med Epic Gas og blevet til gasrederiet BW Epic Kosan med en flåde på knap 80 skibe.

Tre topchefer og en historisk optur skulle der til for at sende J. Lauritzen i plus igen

Lauritzen Bulkers lander tre-cifret million-overskud efter ti år med minus

Lauritzen Bulkers frygter for sanktioner hvis Ukraine-krise optrappes

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også