Cowi følger op på rekordregnskab med ny grøn strategi

Cowis 2021-resultat falder i forhold til rekordresultatet året før, men med en ordrebog på knap 5 mia. kr. og en ny strategi sigter selskabet nu mod fem pct. organisk vækst.
Ecco fik endnu et godt år. | Foto: Cowi / PR
Ecco fik endnu et godt år. | Foto: Cowi / PR

Intet nyt er godt nyt, så længe det går godt.

Og det gør det i Cowi, som netop har præsenteret et årsregnskab, der langt hen ad vejen er et ekko af det rekordgode 2020.

Med en omsætning på 6,57 mia. kr. sniger den rådgivende ingeniørkoncern sig endda over sidste års omsætning på 6,43 mia. kroner. Driftsoverskuddet falder en kende fra 318 mio. kr. i 2020 til 219 mio. kr. i 2021, mens bundlinjen lyder på 146 mio. kr. mod 2020’s 212 mio. kr.

Et nedgang, som dog ikke giver anledning til, at mundvigene ryger sammen vej.

”Resultatet afspejler en effektiv forretning med fokus på specifikke geografiske områder, tætte kunde-relationer og dygtige medarbejdere som sikrer høj kvalitet,” siger Lars-Peter Søbye, adm. direktør i Cowi, i en pressemeddelelse.

Resultatet kan dog risikere at blive endnu bedre end i 2020 afhængig af udfaldet af det juridiske dynd, som Cowi er endt i forhold til en verserende voldgiftssag om lufthavnen i Oman.

Cowi har nemlig vanen tro også præsenteret tal for 2021 og 2020, hvor den voldgiftssag er fraregnet, og her stiger driftsresultatet fra 350 mio. kr. i 2020 til 356 mio. kr. i 2021.

Sagen om lufthavnen i Oman trækker spor helt tilbage til 2005, hvor Cowi vandt opgaven og har påvirket regnskaber siden 2012. En stor udskiftning på ministertaburetterne i Oman og flere revideringer af planerne betød, at Cowis kontrakt udløb i 2012, før rådgiverne var færdige med at levere ydelser. Alligevel fortsatte Cowi med at levere ydelser uden at modtage betaling, og i 2019 blev den verserende voldgiftssag påbegyndt.

Grønt, vestligt fokus

Voldgiftssagen trækker også spor på strategisiden, hvor Cowi har benyttet 2021 til trinvis at afvikle aktiviteteter i Afrika og Mellemøsten, da det er områder, hvor ”usikkerheden ved at lave forretning er betydelige”, som selskabet formulerer det.

I stedet har man sikret sig stærkere positioner på kernemarkederne i Vesten, hvor især de store projekter på det vordende amerikanske havvindmarked luner, meddeler selskabet. Cowi skal bl.a. være rådigver på Empire Wind, der med sine 2,1 GW vil blive en af USA’s største havvindparker.

De store ordrer har i regnskabsbøgerne haft den betydning, at ordrebeholdningen stiger fra 4,3 mia. kr. til lige knap 5 mia. kroner. Lars-Peter Søbye meddeler dog, at en mere skruppelløs tilgang til projekter givetvis ville have skæppet i kassen. I starten af 2021 meldte Cowi ud, at man om tre-fem år vil være helt ude af fossile projekter.

”Det har konsekvenser for vores forretning, at vi har fravalgt projekter med fossile brændsler, og at vi i løbet af tre til fem år ønsker at alle vores projekter fremmer bæredygtighed. Det har allerede medført et nej tak i forhold til en række ellers lukrative projekter, men der er ikke plads til slinger i valsen,” siger Lars-Peter Søbye i kommentaren.

Når en dør lukkes, åbnes der dog andre, påpeger han.

”Heldigvis er langt de fleste kunder kun glade for, at vi har meldt klart ud. De fleste er klar – og vi er klar – til at gøre en forskel, som kommer til at gavne alle på langt sigt.”

Mere end ingeniører og arkitekter

Det nye grønne fokus betyder også en ny strategi for Cowi, som erkender, at klimaspørgsmålets omfang betyder, at man må udvide kompetencerne.

”Ingeniører og arkitekter har ikke alle svar på den grønne omstilling. Vi vil derfor investere betydeligt i nye partnerskaber, f.eks. med startups, og vi vil vi også investere i ny innovation og teknologi, der kan accelerere bæredygtighed i tæt dialog og samarbejde med vores kunder,” siger Lars-Peter Søbye.

Det betyder dels, at Cowi vil investere millioner i kompetenceudvikling hos eksisterende medarbejdere. Samtidig åbner Cowi op for opkøb, der skal understøtte strategien, som over tid skal levere en årlig organisk vækst på fem procent. Cowis topchef anerkender, at det er en høj bar at sætte, men med de store infrastrukturprojekter, som EU og USA har stillet i udsigt for at følge op på klimaambitionerne, mener han, at det er realistisk.

Eventuelle opkøb vil derfor ikke ske af hensyn til væksten.

”Samlet vil myndighederne i EU og USA investerer over 10 trillioner kroner i grøn omstilling. Med vores kompetencer har vi gode muligheder for at få en pæn bid af den kage. Derfor er jeg ikke bekymret for, om vi kan levere væksten. Min bekymring retter sig imod manglen på kvalificeret arbejdskraft. Eventuelle opkøb vil derfor i stigende grad handle om at sikre medarbejdere med de rette kompetencer,” siger Lars-Peter Søbye.

Cowis organiske vækst lå i 2021 på 0,6 procent.

Mandagens noter: Newsec, ATP, Pensiondanmark, Cowi

Cowi melder om voksende ordrebog og vækst i Norge og Storbritannien

Cowi-ejede Arkitema udvider forretningen med to nye partnere

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også