TV 2 landede rekordresultat i 2021 efter tocifret vækst i reklameomsætning

En vækst på 17,1 pct. i reklameomsætningen var med til at løfte TV 2’s samlede omsætning til knap 3,6 mia. kr. i 2021. Store udgifter til sportsrettigheder og millionudgiften til et forlig med Discovery trækker dog broadcasterens resultat ned.
TV 2 har haft voldsom vækst i omsætningen i 2021. | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
TV 2 har haft voldsom vækst i omsætningen i 2021. | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix

Der kom flere penge i kassen fra reklamer og TV 2 Play-abonnementer for TV 2, der gik ud af 2021 med en samlet omsætning på 3,589 mia. kr.

Det fremgår af selskabets årsregnskab, som netop er offentliggjort.

Det er et løft til omsætningen på 11,1 pct. i forhold til 2020. Særligt reklameomsætningen er vokset sidste år, og endte på 1,670 mia. kr. - en vækst på 17,1 pct. i forhold til 2020.

Trods et fortsat frafald af traditionelle tv-kunder voksede abonnementsomsætningen også i 2021 til 1,851 mia. kr. mod 1,750 mia. kr. Det skyldes fortsat abonnementsfremgang på TV 2 Play, som rundede 900.000 abonnenter i 2021. Den digitale omsætning fra TV 2 Play og det digitale annonceprodukt Adressable TV voksede med 205 mio. kr. i 2021.

Driftsresultatet endte dermed på 463 mio. kr. før finansielle og særlige poster mod 406 mio. i 2020. En særligt stor særlig post var i 2021 udbetalingen af 128 mio. kr. til Discovery i et forlig i den såkaldte årsrabatsag. Regner man uden om den særlige post er det TV’s højeste resultat før finansielle poster nogensinde.

”Et så flot resultat kan alene opnås, fordi TV 2 har fastholdt sin høje relevans hos danskerne. Vi leverer det kvalitetsindhold, som skaber store fællesskaber og sikrer samtaler om det, der er vigtigt i vores samfund. Det er hele vores formål at gøre en forskel for danskerne, og det er glædeligt, at det også er lykkedes i et år, hvor vi samtidig har været meget optaget af kulturarbejdet og trygheden på TV 2 og af at få ryddet op i den dårlige del af TV 2s kultur,” siger adm. direktør Anne Engdal Stig Christensen i en pressemeddelelse.

På bundlinjen for 2021 står 277 mio. kr. et fald på 15 pct. i forhold til 2020 – resultatet er som sagt påvirket af udbetalingen til Discovery.

Store omkostninger til sport

Samtidig voksede TV 2’s samlede omkostninger, som voksede med 303 mio. kr. til 3,126 mia. kr. sidste år - en stigning på 10,7 pct. Langt størstedelen af stigningen stammer fra øgede udgifter til indhold - herunder særligt sportsrettigheder og fiktionsproduktion. TV 2 brugte i alt 2,687 mia. kr. på indholdsposten i 2021 mod 2,447 mia. forrige år.

Omkostninger til administration steg med 16,6 pct. til 239 mio. kr. i 2021 grundet covid-19-udfordringer og advokatomkostninger.

Ligesom i 2021 forventer TV 2, at omkostningerne vil stige med 10 pct. De fortsat stigende udgifter forventes at komme fra sportsrettigheder til bl.a. VM i herrefodbold samt Vinter-OL.

I 2022 forventer TV 2 en omsætningsvækst på cirka tre procent og et resultat før finansielle poster på 275-325 mio. kr. Til gengæld forventer selskabet et fald i reklameomsætning for året grundet fortsat faldende husstandspenetration på traditionelt tv.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også