Russisk aktiemarked steg 4,4 procent på første handelsdag

Det ledende russiske aktieindeks, Moex, lukkede med et plus på 4,4 pct. på første handelsdag efter fire ugers lukning af den russiske aktiebørs. Udelukkelse af udenlandske investorer og mulige statslige støtteopkøb skabte dog tvivl, om stigningen var reel.
Børsen i Moskva er genåbnet. | Foto: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix
Børsen i Moskva er genåbnet. | Foto: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix
af marketwire

Det russiske aktieindeks Moex sluttede sin første handelsdag i knap en måned med et plus på 4,4 pct.

I indekset optræder i alt 50 selskaber, men kun 33 af dem var åbnet for handel i tidsrummet kl. 7.50-12.00 dansk tid torsdag.

Den russiske centralbank havde forud for genåbningen forbudt shortselling, og indtil videre er det ikke tilladt for udlændinge at handle russiske aktier.

Udenlandske investorer er derfor ikke i stand til at sælge deres aktier, og endvidere ventes det også, at den russiske nationale investeringsfond også træder ind på markedet for at stabilisere det, sagde Danske Banks chef for international makroanalyse og emerging markets, Jakob Christensen, til Bloomberg News torsdag morgen.

Han fandt det for tidligt at vurdere, om markedets bedring kan holde.

"Fundamentalt vil kurserne naturligvis blive ramt, og derfor ser jeg med skepsis på, at vi ikke ser et markant nedadgående pres på kurserne," lød det.

"Jeg regner med, at det kommer til at ske, hvis ikke i dag, så over tid, og særligt udenlandske investorer ønsker at trække sig ud af markedet," fortsatte han.

Ifølge Reuters åbnes handlen for udenlandske investorer igen den 1. april.

Aktiehandelen har været lukket siden 25. februar - dagen efter det russiske angreb på Ukraine.

Forud for dagens handel var Moex-indekset nede med mere end 35 pct. i år. På Ukraine-krigens første dag faldt indekset med godt 33 pct. - indeksets største fald nogensinde og det femtestørste fald blandt alle verdens aktiemarkeder nogensinde ifølge Bloomberg News.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også