Svinenoteringen får endnu et tiltrængt løft

Danish Crowns andelshavere kan i den kommende uge se frem til at få 50 øre mere pr. kilo svin. Noteringen er steget med 2,40 kr. pr. kilo i løbet af de seneste fem uger, uden at svineavlerne er nået ud af underskudsgivende produktion.
Svineproducenterne får igen lidt mere for deres svin, men har stadig underskud. | Foto: Thomas Emil Sørensen/ERH
Svineproducenterne får igen lidt mere for deres svin, men har stadig underskud. | Foto: Thomas Emil Sørensen/ERH

Høje omkostninger presser hele vejen rundt. Derfor er det mere end tiltrængt for landets svineproducenter, at Danish Crown hæver noteringen med 50 øre til 10,5 kr. pr. kilo.

Kommerciel direktør Kasper Lenbroch påpeger i slagteriets ugentlige ”Markedsnyt”, at den aktuelle situation er sjældent set.

”Prisstigningerne kommer ikke af sig selv, for alle kæmper med stigende omkostninger. Derfor er der en tendens til, at lagrene indskrænkes i alle led. De vil dog inden for relativt kort tid nå minimumsniveauet, og så stabiliseres handelen igen. Den situation, vi har lige nu, har vi ikke oplevet i mange år. Det giver noget stress, og næsten alle agerer med en meget kort horisont, fordi situationen hurtigt kan ændre sig igen afhængigt af udviklingen i Ukraine,” siger Kasper Lenbroch.

Med den kommende prisstigning er noteringen nu blevet løftet med 2,4 kr. pr. kilo hen over de seneste fem uger. Prisen er dog stadig under det aktuelle nulpunkt for de fleste producenter, hvilket vil sig, at svineproducenterne aktuelt taber på deres produktion.

Også noteringen for søer hæves for den kommende uge. Her bliver der lagt en hel krone på, så der fra mandag regnes med 7,50 krone per kilo. Noteringen er dog fortsat et stykke bagefter den usædvanligt højtspringende tyske notering. Denne tog denne uge endnu et hop på 3 eurocent, svarende til 22,5 øre per kilo og landede på 14,53 kroner per kilo, melder Danske Svineproducenter. De to afregninger kan ikke sammenlignes direkte øre for øre på grund af forskelle i afregning, restbetaling og kørselsudgifter, men det er sikkert at konstatere, at tyskerne har et forspring.

Danish Crown har de seneste uger formået at hente stærkt ind på det ellers lange efterslæb på slagtninger. Nu rykkes der i stedet frem for at undgå efterslæb efter påskens tre forestående helligdage.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også