Salling Group når igen rekordomsætning
![Per Bank tiltrådte som topchef i Salling Group i 2012. | Foto: Salling Group/PR](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article13920438.ece/ALTERNATES/schema-16_9/doc7kjk9tv2kap4caa07gw.jpg)
Når Salling Group i løbet af det næste par måneder præsenterer 2021-regnskab, bliver det sandsynligvis med smil på læberne og champagne i glasset. Ifølge topchef Per Bank lå omsætningen i 2021 nemlig på 66 mia. kr., hvilket slår 2020’s rekordomsætning på 60,9 mia. kr. med længder.
Det skriver Børsen.
Dermed er omsætningen i Per Banks tid som kaptajn på skibet steget med mere end 10 mia. kr. Alene i 2020 oplevede koncernen en vækst i omsætningen på 4 mia. kr. som effekt af coronanedlukningerne.
"Da jeg ankom, startede vi med at kigge på, hvad vi kunne gøre for at komme tæt på kunderne og øge vores markedsandele. På det tidspunkt lå vi på 31 pct., og i dag ligger vi på knap 36 pct. Vi har formået at tage den markedsledende position. Coop lå dengang på 36 pct. og er nu på 31 pct., så vi har nogenlunde fået byttet rollerne om," siger Per Bank til mediet.
Koncernen råder over 1517 Netto-butikker i tre lande, 19 Bilka-butikker, 107 Føtex-butikker samt 15 Starbucks-franchises, 16 Carls Jr.-franchises, to Salling-stormagasiner og 28 BR-butikker. Samlet er der over 50.000 ansatte i koncernen.