Ejendomsforvalter runder trekvart milliard i omsætning – forandringer slår "for alvor" igennem i år

Landets største ejendomsforvalter, Deas, leverede sidste år fremgang på flere punkter. Mens omsætningen blev løftet til 777 mio. kr., rundede ejendomsforvalteren 32 mio. kr. i overskud trods tilbagegang på selskabets primære drift. ”2021 har været et år, hvor vi har sat gang i en stor forandring,” lyder det fra topchef Rikke Lykke, der kom til i august.
Rikke Lykke afløste sidste år Henrik Dahl Jeppesen som adm. direktør hos Deas. | Foto: PR / Deas
Rikke Lykke afløste sidste år Henrik Dahl Jeppesen som adm. direktør hos Deas. | Foto: PR / Deas

2021 var ikke blot året, hvor Deas skiftede ud på topchefposten; det var også året, hvor Danmarks største ejendomsforvalter kom tilbage på sporet efter et 2020 med tilbagegang.

Af en pressemeddelelse fremgår det, at Deas i det forgangne år præsterede en omsætningsvækst på lige over 18 pct. og omsatte for mere end 777 mio. kr. Trods 10 pct. tilbagegang på den primære drift (EBIT) endte 2021-resultatet efter skat på 32,2 mio. kr. mod 26,4 mio. kr. året forinden.

Rikke Lykke, der i august afløste Henrik Dahl Jeppesen som adm. direktør, beskriver det ”som et år med fin vækst i forretningen.”

”2021 har været et år, hvor vi har sat gang i en stor forandring i Deas Group, og vi vil for alvor begynde at se resultaterne i 2022. Vi skal løfte os til at blive en endnu mere værdiskabende partner og rådgiver for vores investorer,” siger Rikke Lykke i meddelelsen.

Omsætningsvæksten skal ses i lyset af, at Deas sidste år overtog Aberdeen Standard Investments’ nordiske asset management-forretning.

Et nyetableret såkaldt innovationsteam arbejder desuden på at automatisere arbejdsgangene for Deas-koncernens ca. 900 ansatte, hvilket i sidste ende skal halvere medarbejdernes tidsforbrug på de manuelle, administrative sysler.

Deas har et mål om, at en tiendedel af de forvaltede ejendomme – svarende til omtrent 1,3 mio. kvm – skal være bæredygtighedscertificerede frem mod 2025. Ved udgangen af 2021 lød andelen på 7,3 pct.

”Vores fornemste opgave er at skabe værdi for vores investorer på alle parametre. Derfor ønsker vi at stå til regnskab både økonomisk, men i lige så høj grad også i forhold til social og miljømæssig bæredygtighed,” lyder det fra Rikke Lykke.

Ny Deas-chef skifter strategi: ”Vi skal ikke holde fast i kunder for enhver pris”

Deas snupper milliardportefølje fra Cobblestone

Deas-topchef tilfreds trods tilbagegang

Deas-resultat svækkes af investeringer — topchef venter ny fremgang

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også