
Huscompagniet fik første børsdag onsdag, og det skete til en udbudskurs på 117 kr. per aktie, og dermed en samlet markedsværdi på 2,34 mia. kr.
De allerførste børshandler med aktien skete ondsdag morgen til kurs 119 kr.
Der var før børsintroduktionen udbudt 9,6 mio. aktier, som hidtil havde været ejet af kapitalfonden EQT og andre eksisterende aktionærer, og disse aktier blev således solgt til kurs 117 kr.
Ekstra tildeling
Derudover er der en option på yderligere 1,44 mio. aktier, som hovedaktionæren har tildelt de fælles koordinatorer. Optionen kan udnyttes helt eller delvis indtil 17. december 2020.
Foruden en udnyttelse af overallokeringsoptionen udgør aktiesalget 1,12 mia. kr., og med en fuld overallokering vil aktiesalget blive på 1,29 mia. kr., hvis alle 11,04 mio. aktier bliver solgt.
Ledelsen og udvalgte medarbejdere samt EQT vil efterfølgende eje 45,1 pct. af selskabets aktiekapital og stemmerettighed forudsat der ikke gennemføres en overallokering, hvilket vil falde til 37,9 pct., hvis den udnyttes.
Aktier i fri handel vil eksklusive en overallokering udgøre cirka 48 pct., og inklusive vil den ifølge Huscompagniet udgøre cirka 55 pct.
Ordrer op til 200 aktier får fuld tildeling
Småaktionærerne er blevet tilgodeset med en fuld tildeling ved ordrer for op til og med 200 aktier svarende til 23.400 kr., mens ordrer op til og med 460 aktier har fået tildelt 200 aktier plus 15 pct. af den resterende ordre. Ordrer på mere end 460 aktier har fået allokeret 239 aktier og 5 pct. af den resterende ordre.
Samlet set har Huscompagniet fået mere end 5500 nye aktionærer, hvor cirka 10 pct. af de nye aktier er tildelt til privatinvestorer i Danmark og cirka 90 pct. er tildelt til danske og internationale investorer.