Hackere krævede penge for at frigive Ritzaus data

På andet døgn er nyhedsbureauet Ritzau ramt af et angreb fra hackere, der krævede løsesum. Nyhedstjenesten kører aktuelt på et nødsystem og ventes at genoptage normal drift torsdag.
Redaktionslokale på Ritzaus Bureau. | Foto: Mathias Christensen/Politiken
Redaktionslokale på Ritzaus Bureau. | Foto: Mathias Christensen/Politiken
AF RITZAU

Nyhedsbureauet Ritzau blev tirsdag udsat for et omfattende hackerangreb, og hackerne har efterfølgende krævet en løsesum for at frigive data. Ritzau, der ejes af danske mediehuse, har afvist at udbetale penge til hackerne.

Det oplyser bureauets administrerende direktør, Lars Vesterløkke.

"De efterlader en fil med en besked, som man kan gå ind og trykke på, men vi vælger ikke at åbne den efter vejledning fra vores rådgivere," siger Lars Vesterløkke.

Det er ikke oplyst, hvem der står bag hackerangrebet, men direktøren beskriver angrebet som ”meget professionelt”.

Da Ritzau ikke trykkede på beskeden, er det uvist, hvor stor en løsesum hackerne krævede.

Ritzau har mere end 100 servere, og omkring en fjerdedel er beskadigede efter hackerangrebet.

I øjeblikket arbejder Ritzaus it-afdeling på højtryk på at få systemerne tilbage til normalen. Ud over Ritzaus egne it–folk har nyhedsbureauet hyret et eksternt sikkerhedsfirma, der er specialister i at rydde op efter hackerangreb. Derudover bistår Ritzaus forsikringsselskab med specialister.

Servere renses

De er nu ved at gennemgå serverne, og Ritzau forventer allertidligst at kunne arbejde på vanlig vis om et døgn.

"Hvis det går som forventet, så kan vi så småt være tilbage ved normalen torsdag," siger Lars Vesterløkke.

Hackerne angreb Ritzau tidligt tirsdag morgen, og nyhedsbureauet har dermed været ramt i mere end et døgn. Angrebet har betydet, at de redaktionelle systemer er lagt ned.

Nyhedsbureauet, der leverer nyheder til stort set alle større medier i Danmark, kan ikke sende nyheder ud på normal vis. I stedet bruges et nødsystem, hvor nyhederne bliver udsendt til landets medier på anden vis.

Læs mere her:

Formand for Ritzau om hackerangreb: "Ubehageligt, nederdrægtigt og chokerende"

Nyhedsbureau ramt af hackerangreb: Det ser professionelt ud 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også