Nordjyske Medier dropper trykkeri - overdrager drift til JP/Politikens Hus

Alle medarbejdere og aktiviteter i Nordjyske Mediers avistrykkeri overdrages til JP/Politikens Hus. Det sker for at holde faste omkostninger nede og sikre stordriftsfordele, lyder det fra direktør.
Foto: PR/Nordjyske Medier
Foto: PR/Nordjyske Medier

Nordjyske Medier vil ikke længere drive trykkeri og overdrager aktiviteterne og medarbejderne til et nystiftet selskab under Erritsø Tryk, som ejes af JP/Politikens Hus. Det skriver Nordjyske.

"Vi har drevet et godt og velfungerende trykkeri i Aalborg, hvor medarbejdere og ledelse løbende har optimeret og tilpasset driften. Men færre titler og faldende oplag presser over tid en bæredygtig økonomi, og derfor har vi adresseret den udfordring nu, hvor vi har mulighed for og råderum til at finde langsigtede løsninger for koncernen," udtaler Morten Vinther Jensen, adm. direktør for Nordjyske Medier.

Meldingen rummer ikke noget om økonomien i aftalen mellem Nordjyske Medier og det nystiftede Erritsø Tryk Management. Det fremgår, at trykkeriet i Aalborg vil blive holdt kørende og anvendt de kommende år – og at det har vejet tungt i aftalen. Overdragelsen sker i midten af december.

En del af rationalet bag at lægge trykkeriaktiviteterne i hænderne på Erritsø Tryk er at skabe rum til investeringer i at udvikle trykkeriet.

"Hvis man skal undgå, at faste omkostninger til tryk og distribution skal resultere i høje prisstigninger på printprodukter, skal man søge stordriftsfordele og kapacitetsudnyttelse via partnerskaber," udtaler Morten Vinther Jensen.

Erritsø Tryk A/S havde i 2019 en bruttofortjeneste på 30,5 mio. kr. og et driftsunderskud på en halv million kr. Årsresultat landede på 2,8 mio. kr., og selskabet beskæftigede 43 ansatte ifølge årsregnskabet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også