Zalando og Boozt rider på en kursbølge

Webshops med modevarer præsterer godt på aktiemarkedet i øjeblikket. For tyske Zalando er begrundelsen især et nyt partnerprogram, og for skandinaviske Boozt giver den danske nedlukning af detailhandelen nu mere vind i sejlene hos webshops.
Der sendes masser af pakker fra Zalando og Bozzt. | Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix
Der sendes masser af pakker fra Zalando og Bozzt. | Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Online-modebutikken Zalando var torsdag formiddag blandt de mest stigende aktier i det brede europæiske Stoxx 600-indeks. Og herhjemme fulgte konkurrenten Boozt trop.

Den tyske Zalando-aktie steg med 3,4 pct. til 87,9 euro, efter at den amerikanske storbank UBS har løftet sin anbefaling af Zalando til "køb" fra "neutral"´og hævet sit kursmål kraftigt til 99 euro mod tidligere 65 euro.

Ifølge Bloomberg News er det gennemsnitlige kursmål hos analytikerne på 86,98 euro for Zalando-aktien.

UBS' analytiker Olivia Townsend venter, at Zalandos såkaldte partnerprogram GMV vil slå forventningerne til væksten for 2021. Det er således én af årsagerne til, at anbefalingen nu løftes.

Boozt stiger på dansk nedlukning

Hos konkurrenten, den skandinaviske modebutik Boozt, tegnede torsdag også godt. Aktien steg med 4,1 pct. til 126 kr.

Boozt-aktien blev optaget til notering på børsen i København i slutningen af november, men var i forvejen børsnoteret i Sverige.

Med gårsdagens nedlukning af stormagasiner og indkøbscentre i Danmark er der ifølge investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen en god chance for, at en opjustering fra Boozt kan være under opsejling.

"Efter den danske nedlukning i går er der skabt forudsætninger for, at juleslutspurten bliver sat ind med onlinehandel," skriver Per Hansen i en kommentar.

En juleslutspurt for onlinehandlen kan altså give et boost til Boozts salg.

"Mulighederne for, at Boozt de kommende dage eller umiddelbart efter jul vil opjustere sin omsætningsforventning endnu engang, er dog bestemt ikke blevet mindre af smittespredningen og de politiske beslutninger," skriver Per Hansen.

Det er ikke mere end to uger siden, at selskabet opjusterede sine forventninger til omsætningsvæksten fra 20-25 pct. til over 25 pct. Det skete nærmere bestemt den 1. december.

Men om endnu en opjustering er på vej, afhænger selvfølgelig også af, hvordan salget klare sig uden for Danmark.

"Boozt henter sin omsætning i flere lande, og det er naturligvis ikke kun den danske omsætning, som er afgørende for, hvordan udviklingen går," skriver Per Hansen.

Læs mere her:

Børsdebut: Boozt lægger ud med beskeden stigning

Opkøbsplaner får Boozt til at søge børsnotering i København 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også