Mærsks havnedirektør vil give terminaler nyt liv med digitale redskaber

APM Terminals' 75 havne får nu nye og ensartede systemer, ligesom digitalisering og automatisering skal skabe ny vækst og lavere omkostninger, siger direktør Morten Engelstoft.
APM Terminals i Apapa, Nigeria. | Foto: Temilade Adelaja/Reuters/Ritzau Scanpix
APM Terminals i Apapa, Nigeria. | Foto: Temilade Adelaja/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Efter flere års kamp med marginpres i Mærsks havneoperatørselskab, APM Terminals, vil man i 2021 fokusere på at give havneterminalerne nyt liv gennem digitalisering og automatisering.

Det skriver Jyllands-Posten Erhverv.

"Vi har over 9.000 store maskiner, kraner og andet udstyr på vores terminaler, og det er vores tanke, at vi vil digitalisere rigtig mange af dem. Når man digitaliserer, giver det en mulighed for at opsamle og bruge data i langt højere grad," siger Morten Engelstoft, der er administrerende direktør i APM Terminals, til Jyllands-Posten Erhverv.

I dag sker meget af kommunikationen mellem APM Terminals, kunderne og mellemmændene over papir og telefon.

Samtidig har hver af koncernens 75 terminaler mere eller mindre gjort tingene på deres egne måder med egne systemer, datasæt og setup.

"Nu prøver vi i højere grad at ensarte det på nogle områder blandt andet med hensyn til teknologi og finansielle systemer og datatransparens," forklarer Morten Engelstoft.

Det er tanken, at den digitale omstilling skal bidrage til at øge både APM Terminals toplinje og skære i omkostningerne.

Når havneterminalerne automatiseres, er det muligt at øge antallet af containere, der hver time flyttes med kranerne, mens man kan løfte sikkerhedsniveauet på havnen og skære nogle omkostninger til manuelt arbejde fra, skriver avisen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også