
Når AJ Vaccines regner med at få godkendt alle sine produkter til salg i golfstaterne i 2021, er det andet end poliovaccinen Picovax, som selskabet har store forventninger til.
Jerome Cabannes, driftsdirektør for selskabet, håber også, at AJ Vaccines kan gøre noget stort ud af salget af BCG-kultur, der er en behandling for blærekræft.
Og i modsætning til vaccinerne, hvor salget ligesom i Europa bliver kørt i store udbudsrunder, kan salget af BCG-kulturen tage sig væsentligt anderledes ud.
"Vi håber på at få adgang til det private marked i golfstaterne med BCG-kulturen, for den type kræft, som den retter sig mod, rammer meget ofte ældre mænd, som er eller har været rygere i mange år, hvilket er en patientpopulation, der er stor prævalens af i Mellemøsten," forklarer Jerome Cabannes om behovet for behandlingen i golfstaterne, der tæller lande som Saudi-Arabien, Dubai og Bahrain.
Kun to producenter tilbage
BCG-behandling består af svækkede tuberkulose-bakterier – Bacillus Calmette-Guerin – som kan få immunforsvaret til at angribe en specifik type blærekræft.
Behandlingen er særledes effektiv mod den type af kræft og har været på markedet i mange år, men behandlingen er også kompliceret at fremstille, hvilket har fået flere til at bakke ud af produktionen.
Sanofi oplevede store problemer med sin produktion, blandt andet på grund af mug i fabrikslokalerne efter en oversvømmelse, og i 2016 oplyste medicinalkoncernen, at den ville stoppe produktionen.
Det stiller AJ Vaccines i en gunstig position på dette område.
"Vi er en af kun få tilbageblivende producenter, og det eneste europæiske selskab, som producerer BCG-kultur i dag. Så der er både en stor efterspørgsel og mangel på produktet rundt omkring i verden," siger Jerome Cabannes.
Kigger på at øge produktionen
Den eneste anden storskalaproducent er MSD, som også har haft sit hyr med produktionen af BCG-kultur, hvilket i perioder har betydet forsyningsproblemer.
I oktober oplyste MSD, at selskabet vil bygge en ny fabrik, hvor man kan producere BCG-kultur
"MSD bygger en ny fabrik, men deres nye produktionslinje vil ikke være tilgængelig før om fem til seks år, og som situationen er i dag, kan de ikke engang følge med efterspørgslen på det amerikanske marked," siger Jerome Cabannes og tilføjer:
"Der er enorm mangel på produktet derovre, så vi er i en meget god position for øjeblikket."
Med det in mente regner AJ Vaccines også med at give produktionen af BCG-kultur et løft i 2021.
"Vi rammer kapacitet på produktionen af BCG-kultur i 2020, og vi kigger for øjeblikket på mulighederne for at fordoble produktionskapaciteten i løbet af 2021," oplyser driftsdirektøren.
BCG-kultur er et af de produkter, som AJ Vaccines overtog med etableringen af virksomheden, der opstod ved, at det saudiarabiske konglomerat Aljomaih købte produktionsenheden for Statens Seruminstitut i 2017.
MSD skruer op for produktion af gammelt kræftmiddel, som AJ Vaccines også sidder på
AJ Vaccines opnår vigtig godkendelse i Mellemøsten - vil vinde udbud i 2021