
Danfoss vil for alvor ind på markedet for drivlinjer - powertrain eller drivetrain - til elektriske busser og lastbiler. Derfor har datterselskabet Danfoss Editron indledt et samarbejde med to andre store internationale virksomheder, Meritor og Electra, om at levere en komplet drivlinje til de store elektriske køretøjer, skriver Finans med henvisning til mediet Jern og Maskinindustrien.
"Vi kommer med et teknologisk gennembrud. Vi tror på, at der er et stort marked for den slags løsninger," siger Adrian Schaffer, som er chef for Danfoss Editrons On Highway afdeling, til mediet.
Danfoss skal bidrage med kompakte invertere og elmotorer, og han er overbevist om, at det ny konsortium kan blive en stor spiller, når busser og lastbiler skal elektrificeres.