DFDS-topchef sætter Oslo-både i gang: "Det betyder noget for os mentalt"

Rederiet DFDS' traditionsrige færgesejlads mellem København og Oslo genoptages fredag. Men at få Oslo-bådene i gang igen betyder mere mentalt end finansielt, forklarer DFDS-topchef Torben Carlsen.
Oslo-bådene er i gang igen. | Foto: Mads Claus Rasmussen/AP/Ritzau Scanpix
Oslo-bådene er i gang igen. | Foto: Mads Claus Rasmussen/AP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Efter et halvt års stilstand kan Oslo-bådene igen begynde at sejle, og det vækker stor glæde hos rederiet DFDS, der fredag sender det første skib afsted fra Nordhavn i København.

I første omgang rykker det dog ikke ved det store finansielt, men det har alligevel betydning for forretningen og medarbejderne, lyder det fra administrerende direktør direktør Torben Carlsen.

"Det betyder noget for os mentalt, at vores passagerforretning kommer i gang igen. Finansielt er det klart, at det niveau vi går i gang på nu, er anderledes end før pandemien," siger han til Ritzau Finans.

"Det er ikke en kæmpe upside at starte nu, men vi forventer egentlig, at det bliver fint, hvis tingene går nogenlunde, som det ser ud til nu, og Oslo dropper de sidste karantænekrav. Men det er ikke på niveau med 2019," tilføjer Torben Carlsen.

Han uddyber, at DFDS med få hundrede gæster per afgang får mere ud af at sejle skibene end at have dem til at ligge stille, som de aktuelt har gjort siden januar.

"Vi er også villige til at tage en chance, hvis vi kan sætte noget forretning i gang, som påvirker medarbejderne, og som kunderne vil have tilbage," siger han.

Den første Oslo-båd stævner ud fredag 2. juli, mens den anden følger trop lørdag. Skibene starter ud med fuld sejlplan, men passagerkapaciteten vil være reduceret i begyndelsen.

"De er omkring en tredjedel fyldt op, men det passer os fint, fordi det også gør, at vi kan overholde alle andre afstandskrav," siger Torben Carlsen.

Når det netop er nu, DFDS igen tager hul på sejladserne, hænger det sammen med udviklingen i restriktionerne, hvor det flere steder er blevet mere frit.

"Oslo har åbnet, så færdigvaccinerede kan rejse uden karantæne, og i Danmark kan nordmænd også komme ind. Og så er der mange, der uanset karantæne gerne vil til Norge," siger Torben Carlsen.

DFDS har været hårdt ramt på passagertrafikken under coronapandemien, mens fragtforretningen omvendt har haft rigeligt at se til.

De to skibe, Crown og Pearl Seaways, stævner ud fra København og stopper i Frederikshavn på deres vej mod Oslo.

Ny DFDS-rival på Den Engelske Kanal lægger ud med at sænke billetpriserne 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også